Artinfo.dk
Netmagazine om kunst


Abstrakte krumspring - Nye spor i maleriet.
Af Thore Hammer Eriksen


Mange tror, at Brandts Klædefabrik i Odense er Danmarks eneste kunsthal, men der er faktisk også en glimrende en af slagsen i Viborg: Brænderigården.

Niveauet er højt og jeg er aldrig gået skuffet derfra. Heller ikke denne gang. Abstrakte krumspring hedder udstillingen, som jeg var så heldig at være til fernisering på. Fire billedkunstnere, Nils Erik Gjerdevik og Jonas Hvid Søndergaard (Danmark) samt Johan Nobell og Jens Fänge (Sverige), deler væggene. De har ikke hver deres afsnit, men malerierne hænger imellem hinanden, så de alle får chancen for at virke sammen med andres billeder.

De fire kunstnere står godt til hinanden. Deres billedsprog bevæger sig i grænselandet mellem det forestillende og det abstrakte. Narrativt med surrealistiske undertoner. Nils Erik Gjerdeviks forfinede abstraktioner er fantastiske. På trods af det store format, minder de mest af alt om blæktegninger på papir. Velkontrolleret ekspressivitet i abstrakte mønstre, iblandet svært definerbare, men alligevel tydelige figurer. Jonas Hvid Søndergaard er mere grov, mere konstruktivistisk i sin tilgang til maleriet, men samtidigt bibeholdende en ekspressiv tone. Der er tydeligvis en ledetråd i hans arbejde, men han virker som den mest søgende af de fire kunstnere. Han har tydeligvis endnu ikke fundet et eget fundament, som han kan perfektionere. Johan Nobell er et eventyr, en surreel verden, der er gået i brand. En tegneserie. Ufoer, tårne der falder, krige der kæmpes. Er det mennesker der slås, eller er det noget helt andet? Er malerierne en kommentar til vores urolige, forbrugsbaserede verden, som er plaget af krig og død? Jens Fänge er komikeren iblandt de fire. Genstande og figurer er spredt tilfældigt ud på lærredet, med en ensartet, næsten monokrom baggrund. Han kunne såmænd godt have malet i 1920'erne og 30'erne, for surrealist, det er han. Spidsfindig og mystisk.

Til udstillingen er udgivet et katalog og teksten heri er forfattet af Ditte Vilstrup Holm. Hun beskriver ønsket om at åbne vores øjne for et anderledes syn på verden, som grundpillen i brugen af det abstrakte formsprog og surrealismens underfundighed. Et ønske, der ikke blot er tydeligt i Danmark og Sverige, men også internationalt. De fire kunstnere giver således et fint udsnit af den retning maleriet tager i disse år. Et maleri der igen og igen finder sig selv, imod alle odds.
Udstillingen er spændende og smuk. De danske kunstnere er gode. Nils Erik Gjerdevik som sædvanlig og Jonas Hvid Søndergaard lover godt. De to svenskere er spændende bekendtskaber, som tydeligvis, i hvert fald for den enes vedkommende er godt på vej i en international karriere. Praktisk taget alle Johan Nobell's malerier på udstillingen, stammer fra amerikanske samlinger.
Turen til kunsthallen i domkirkebyen er givet godt ud.

Abstrakte krumspring - Nye spor i maleriet
Nils Erik Gjerdevik, Jonas Hvid Søndergaard, Johan Nobell og Jens Fänge.
Kunsthallen Brænderigården til 26. februar 2006


Forside

© www.artinfo.dk