Artinfo.dk
Netmagazine om kunst


Fumlegængerens midtvejsmanifest
Af Lars Svanholm


ARoS Århus Kunstmuseum har hevet forhænget til side. Der er dermed frit udsyn til Michael Kviums mærkværdige og fascinerende billedverden.


Tid og sted

Maleren Michael Kvium (f. 1955) har i løbet af de sidste 25 år begejstret, frastødt, fortryllet og bevæget et stadigt undrende kunstpublikum med sit helt eget motivgalleri. Han har i bedste fald inspireret den enkelte betragter til at se ud over egen verden og ind i et univers, som måske ikke eksisterer umiddelbart i den form, som Michael Kvium fremstiller det; men som ikke desto mindre er mere menneskeligt og emotionelt fundamenteret end det ideal, som er fremherskende i en stadig mere strømlinet nutid.

Kviums mennesker er ikke smukke i den traditionelle forstand; men på trods af et ofte skulende, diabolsk udtryk, signalerer individerne hver for sig en uskyld, som næsten er rørende. De er for så vidt også ganske sagesløse, disse skabninger på Michael Kviums billeder. De er kunstnerens ansvar. Dermed må han påtage sig rollen som den skyldige.

Udstillingen på ARoS har fået titlen 'Jaywalking Eyes'. En jaywalker kan bedst oversættes som en fumlegænger. Altså en person, der uden væsentlig omtanke gebærder sig rundt i trafikken på tværs af regler og uden hensyntagen til banale elementer som røde og grønne lys. I udtalte tilfælde famler personen sig frem i blinde, og netop blindheden udgør et tilbagevendende tema i den storslåede udstilling på ARoS. Udstillingen præsenterer Michael Kviums værk, som det har udviklet sig gennem en årrække i forskellige rum, der hver især har sin egen identitet.

Hverken tiden eller stedet er tilfældigt. Michael Kvium udstillede i 1997 på Århus Kunstmuseum, da dette var beliggende i Vennelystparken. Denne 'Circus Humanus' var en installationsudstilling. Siden har museumsdirektør Jens Erik Sørensen drømt om at vise Michael Kvium som maler. Betingelserne i den nuværende, kun knapt to år gamle museumsbygning, har vist sig at være særdeles optimale i forhold til en serie malerier, hvor det fysiske omfang udgør en del af det enkelte kunstværks karakter.


Blind Wall

Som nævnt er den aktuelle udstilling bygget op i forskellige til lejligheden opbyggede rum, der hver især er blevet forsynet med en egen identitet. Det første rum, der møder én umiddelbart efter, at man har krydset den magiske grænse gennem den kolossale skydedør af glas, har man kaldt 'Blind Wall'. Det er et aflangt rum, hvori er ophængt 27 malerier i umiddelbar forlængelse af hinanden. De er alle to meter høje og 80 eller 90 cm. brede. Hvert maleri rummer en figur ­ eller to. De er i sagens natur, og billedernes størrelse taget i betragtning, legemsstore og alle er de placeret i et rum, hvor hjørner og horisontale brud er usynlige. Baggrunden lader sig dermed ikke aflæse, og personerne lever udelukkende omgivet af en skiftende koloristisk monokromi, som kun brydes af skarpt aftegnede slagskygger.

Farven gul er gennemgående. Det første billede i forløbet forestiller for eksempel en bleg, tyk, nøgen kvinde med en karakteristisk gul/sort kalot på hovedet og gule sokker i et par sorte, flade sko. Kvinden blotter sin håndflade og afslører et blødende sår. Forløbet afrundes af en anden kvinde, der med en gul trøje og blottet underliv holder en Mester Jakel dukke op i sin højre arm. Dukken bærer et stykke papir med påskriften 'be happy'. I sin venstre hånd holder kvinden et andet stykke papir med et synligt 'stay blind'.

Den modsatte væg i dette langstrakte rum er malet gul. Tusindvis af sorte fingeraftryk bryder denne flade. Disse sorte pletter er placeret tre og tre i regelmæssige frekvenser. De tre prikker på den gule bund, der næsten reflekteres på rækken af malerier, aftvinger en klar definerbar association. Symbolet på blindhed.


Jaywalking Eyes

Det rum, som ligger i forlængelse af 'Blind Wall' indeholder titlen på den overordnede udstilling. 'Jaywalking Eyes' er et rip-off fra James Joyces 'Finnegans Wake'. Et litterært værk, som har haft stor betydning for Michael Kvium. I sammenhængen udgør dette rum en form for "mellemrum" ind til det næste. Det repræsenterer bl.a. Kviums tidligere værker. Heriblandt de to usædvanligt groteske kompositioner 'Man kan hvad man vil', som viser en meget utiltalende kvinde, der er i færd med at fortære et spædbarns indvolde, og 'Man gør hvad man kan', der viser den samme kvinde fra en modsat vinkel med en fed stråle af grønt opkast, der ret præcist ud ad munden rammer den samme tallerken, af hvilken hun netop har indtaget det førnævnte måltid.

En nøgen, afmægtigt udseende mandsskikkelse placeret på en gul bund med tre kæmpestore sorte, cirkulære prikker afrunder dette rum. Mandens øjne er hvide og tomme. Her er blindheden synlig.


Michael Kvium. Foto: Lars Svanholm


Joyceful Madness

Forfatteren til blandt andet ét af det 20. århundredes helt store litterære værker 'Ulysses', James Joyce, optræder med navns nævnelse i identiteten på det næste rum i det omfattende udstillingsforløb. Denne udstilling i udstillingen har man kaldt 'Joyceful Madness'. Det indeholder da også malerier fra skiftende epoker af kunstnerens karriere i en usædvanligt disponeret ophængning. Malerier hænger ramme ved ramme i helt uforudsigelige mønstre, som tilsyneladende er opstået på tværs af en kronologisk dagsorden. Et bemærkelsesværdigt eksempel herpå udgør grupperingen 'Cuba libre' fra 2001. Et maleri præget af en grågrøn flade forestiller en sort person med en hvid undertrøje uden ærmer. Som i et tidligere nævnt eksempel blotter også han sin ­ hvide ­ håndflade og afslører et blødende sår. Maleriet viser kun personens overkrop, men det er sammenstykket med et mindre maleri, der umiddelbart neden under viser en hvid mands blottede og urinerende underkrop. Marilyn Monroe optræder i samme komposition med trusserne nede om anklerne, siddende på jordkloden, udført med et grafisk udtryk som var hun tatoveret på det hudfarvede billedplan. Denne detalje går igen på rummets gulv, som er belagt med et væg-til-væg tæppe med nøjagtigt det samme motiv. En overraskende, kitchet detalje.

Michael Kvium leger med rummets muligheder i 'Joyceful Madness'. Dette synliggøres overbevisende i et to-delt maleri 'Stay blind painting' fra 2001, der er placeret vinkelret i et hjørne. Rummet giver sig selv i kraft af den ekstra dimension. En mand og en kvinde udlever et højst bizart scenarium. Hun ser djævelsk, iagttagende ud mod beskueren samtidigt med at hun holder sine egne nyfødte trillinger i navlestrengene. Disse stikker ud under en sort underkjole sammen med en overdimensioneret fod i en hvid sok. Den anden fod er nøgen. Modsat, med ryggen til kvinden, er manden placeret med en sort sok på den ene fod. Han holder et kranium, som han iagttager skulende, i sin venstre hånd. Han er iført hvidt undertøj. Ud ad gylpen i de alt for store underbukser stikker mandens lem, der er i gang med at producere en stråle, som antager en snoragtig fasthed, hvilket gør den i stand til at vokse sammen med kvindens hårpragt. Dermed er de to figurer forbundne.


Silent Eye

Overgangen fra 'Joyceful Madness' til det næste galleri rummer en næsten monumental kontrast. Fra støj til stilhed. Man bevæger sig fra et bombardement af indtryk og afhuggede fingre ­ ganske vist med en vis grad af optimisme, pegende opad ­ til et område præget af kæmpemæssige, næsten naturalistiske skildringer. Vi er umiddelbart betragtet ude i den friske luft. Motivisk er de enorme lærreder præget af virtuost malede birketræer. Luften antager dog en mere ildeduftende karakter i takt med, at man nærstuderer rummets største maleri 'Double brown' fra 2005. Værket er sammenstykket af tre store lærreder og udgør i sin samlede bredde 7,5 meter. De tre lærreder er hhv. 1,5 meter og to gange 3 meter brede. De enkelte lærreder ­ og dermed værket ­ er tre meter høje. Til venstre er placeret det mindste af lærrederne, som består af en ensartet grøn flade. På den anden yderfløj er placeret et kvadratisk lærred med tre meget gennemførte birkestammer på en horisontløs grå flade. Den midterste fløj i denne asymmetriske trilogi udgør en brunlig substans, hvori er anbragt en person, hvis nøgne legeme afspejler sig i den ikke nærmere definerede væske. Et fækalie er placeret som en lille hat på mandspersonens skaldede isse.

Man har kaldt dette rum 'Silent Eye', og de få menneskelige figurer, der optræder i dette rum virker da også langt mere lavmælte end man har oplevet det i de tidligere gallerier. Figurerne har ikke den samme afgørende betydning i disse værker. I enkelte tilfælde undskylder de næsten deres tilstedeværelse på de store lærreder. Til gengæld er scenerne overtaget af et antal hidsigt skræppende krager, som med en dagklar selvfølgelighed har sat sig i birketræernes grene. Tydeligt i et triptykon fra 2005 'Lost horizon', hvor horisontlinjen befinder sig umiddelbart under maleriernes nederste kant. Dermed er den også her ude af syne, men det er helt uden betydning. Vi ved, at den er der.


Dead End

De af Kviums malerier, som er placeret i rummet kaldet 'Dead End' udgør sandsynligvis de bedst kendte i den brede offentlighed. Det er billeder, som er permanent fremme på væggende hos de museer, hvorfra de er udlånt. 'Naturkreds' fra 1992 er faktisk det eneste på udstillingen, som befinder sig i ARoS' egen samling. Et hovedværk fra perioden i starten af 90'erne er 'Guds krigslist', som til dagligt er at finde på Horsens Kunstmuseum, hvilket er naturligt, da Michael Kvium er født og opvokset i Horsens, hvor han startede sin karriere som bladtegner ved Horsens Folkeblad.

'Dead End' rummer malerier fra 1991-92. Billederne rummer den genkendelige symbolik. De er afstemt i et dunkelt miljø med lysende elementer, som bl.a. fremstår i form af et vinglas, hvorfra en sammenkrøbet, nøgen skikkelse hælder en limonaderød vin over i et tandkrus. En givetvis nødvendig dekantering, hvis man skal dømme efter væskens transparens. På 'Naturkreds' fra 1992 er en kvindeskikkelse placeret med indbundne hænder og fødder. Et antal kraftigt lysende, gule citroner er lagt i en cirkel omkring figuren, som ikke har fået anbragt en appelsin i sin turban. Heri er derimod indbundet et kranium.


Double Pain og Basic Rythm

En flok flyvende engle trækker forhænget til side til 'En køkkenscene' fra 1986. En mor er tilsyneladende i gang med at kvæle sin datter, mens vandet fosser ud af køkkenhanen og ned på en urørt opvask. Vi befinder os nu i et rum, som man har kaldt 'Double Pain'. To identiske figurer, med isserne bundet ind, er vokset sammen nede ved fødderne. De kigger på os med afmagten lysende ud ad øjnene.

Michael Kvium er glad for at kunne vise et kæmpemæssigt værk 'Basic rythm' på den aktuelle udstilling. Værket består af 30 enheder på hver 165 x 150 cm. Værket var oprindeligt malet til åbningsudstillingen på Kunstmuseet Arken. Det var dermed under udførelse, mens Arken var under opførelse. 'Basic rythm' rummer et mylder af organiske detaljer, som er sammenflettet til en helhed på en sølvgrå bund. Det var således en stærkt chokeret Kvium der erfarede, at man på Arken havde malet væggene ­ netop ­ grafitgrå, og samtidigt lakeret installationerne i en sølvgrå finish. Værket fungerede i sagens natur meget dårligt og fremstod ­ ifølge Kvium ­ småt, og fik ham til at fremstå som en indendørsarkitekt.


The Wake

Mens 'Jaywalking Eyes' udstilles i det store galleri for skiftende udstillinger på ARoS, vises den otte timer lange film 'The Wake' i det såkaldte vestgalleri. Filmen er et projekt, som Michael Kvium lavede sammen med billedhuggeren Christian Lemmerz (f. 1959) i perioden 1998-2000. Det er en kaotisk tour de force gennem et drømmeunivers, som rummer nærvær og distance i samme moment. Ens forestiling om, hvad film er, bliver totalt sønderskudt under iagttagelse af dette hallucinerende billedbombardement. Samtidigt vises Performancegruppen Værsts ti minutter lange video 'Grød' i samme galleri.


Dialogen, latteren og gråden

Michael Kvium er ganske bevidst om sine værkers umiddelbare signalværdi, og han lægger stor vægt på, at de er klart aflæselige. Disse forhold åbner for en dialog med publikum. Det er en kendsgerning, at Kvium har noget på hjerte. På atelieret har han kun samtalen med sig selv. Der er ikke plads til andres stemmer i den del af processen. Til gengæld er han helt uden fordomme over for folk, der måtte anse hans billeder for kontroversielle og mærkværdige. Han eksponerer gerne sine intentioner. Også over for eventuelt fordømmende tvivlere.

Udstillingens kurator, museumsinspektør på ARoS Gitte Ørskou, fortalte under pressemødet, at man faktisk havde grinet en del under udpakningen af den omfattende udstilling. Der var naturligvis i flere tilfælde malerier, som Kvium ikke havde set i årevis. Kunstneren nedtonede efterfølgende med disse ord: "Jeg har nu også GRÆDT en hel del på det sidste".

Michael Kvium: "Jaywalking Eyes"
ARoS Århus Kunstmuseum til 17. april 2006
Til udstillingen har ARoS udgivet et 160 siders rigt illustreret katalog.


Forside

© www.artinfo.dk