Artinfo.dk
Netmagazine om kunst

Der er langt fra fortidens klodsede VHS-apparater med flimmer på billedrørsskærmen til nutidens højteknologiske videoinstallationer. Skulle man få nok af sollys, inviterer Louisiana i Humlebæk indenfor til videokunst sommeren over

Selvironiens performance

Inden for enhver kunstnerisk genre, findes der repræsentanter med en næsten befriende distance til det valgte medie. Distancen fremstår i de mest vellykkede tilfælde, som et selvironisk værk, der ublufærdigt lægger grund til en verden af mytiske, metaforbelagte fortællinger. Den amerikanske video- og perfomancekunstner Paul McCarthy tager den abstrakte malerkunst under kærlig behandling i en komedial video på udstillingen 'Sip My Ocean' på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk. I bedste, løsslupne Gøg og Gokke-stil kæmper maleren en kamp med staffelier, lærred og farver i værket 'Painter' fra 1995.

McCarthy's video præsenteres på en ganske ordinær skærm. Publikum må gøre en indsats, hvis ikke videoen skal fremstå som stumfilm. Hvis lydsiden skal med, er det nødvendigt at påføre sig et sæt hovedtelefoner, akkurat som hvis man vil nyde den audielle dimension på de øvrige installationer, der er udstillet i samme rum. F. eks. i forbindelse med Peter Lands videoperformance, der viser kunstneren i charmerende solodans med bar r** og bodegamuskel. Titel: 'Peter Land d. 5. maj 1994'. Selvironien lever i bedste velgående.

Pioneren

Den koreansk-amerikanske kunstner, nyligt afdøde Nam June Paik, må vel betragtes som en pioner inden for den efterhånden mangefacetterede genre, som videokunsten gennem årene har udviklet sig til at være. I forhold til 'Sip My Ocean's' ofte meget stort anlagte universer, udgør Nam June Paiks værk samtidigt udstillingens ubetinget mindste. 'TV Monitor' er opbygget omkring en radio fra 30'erne. Dengang var en radio et lille møbel, som man kunne være bekendt at fremvise i de smukkeste stuer. Den pågældende model fik faktisk et øgenavn i sin samtid. Det blev kaldt "katedralen", hvilket er ganske sigende i relation til apparatets design. Det visuelle kommer ind i billedet midt i forpladen, hvori er placeret en ganske lille sort-hvid TV-monitor. Her kan opleves billeder, der bl. a. understreger religiøse kontraster, som i nutiden vel er mere relevante end nogensinde. 'TV Monitor' er skabt i 1974.

På række

Gary Hill's monumentale installation 'Viewer' fra 1996 udgør en væsentlig kontrast i forhold til Nam June Paiks, som den er blevet tildelt et særdeles ræsonnabelt naboskab til. Til en indledning er man i tvivl, om det blot er et gigantisk still-billede, man ser på. Forholdsvist omgående opdager man bevægelser hos de 17 personer, der optræder på rad og række og dermed giver mindelser om én af de identifikationsseancer, man kan opleve som vidne til en kriminel handling. Personerne, der er projekteret op, er alle mænd. Én er placeret yderst til venstre i forhold til publikum; men til højre for de øvrige figuranter. Han er iført en ternet skovmandsskjorte, der hænger ud over bukserne. Han iagttager beskueren med et fast blik, bag hvilket man aner en redneck agenda. Også i kunsten skaber man sine egne fordomme. På langs eller tværs af forventninger og uskrevne regler.

I Am In You

Man går i bogstavelig forstand ind i denne udstilling. Fuldstændigt som man gør i Doug Aitkin's 'I Am In You' fra 2000. Denne videoinstallation fungerer kropsligt og organisk i forbindelse med ens egen tilstedeværelse. Diverse scener udspiller sig på begge sider af et antal lærreder, som er placeret i et stort, mørkt rum. Fladerne er i sig selv rumdannende, hvilket underbygger følelsen, man rammes af i det øjeblik, man træder indenfor. Om det er en ung kvinde, der fylder billedfelterne ud eller om der er en anden symbolik forbundet med det sete, sammenkædes alle de visuelle indtryk med et intenst lydbillede.

Pipilotti Rists undervandsvokaler

Bortset fra titlen 'Sip My Ocean', som også udgør udstillingens samlede titel, genkender man omgående underlægningsmusikken i den schweiziske kunstner Pipilotti Rists to-fløjede videoværk fra 1996. Man skal alligevel tænke sig om, inden man har fået identificeret dette soft-rock nummer, som er Chris Isaacs klassiske soundtrack 'Wicked Game' fra David Lynch-filmen, som i danske biografer gik under titlen 'Vilde Hjerter'. Rist har lavet en coverversion af sangen, hvor hun selv i den vokale forgrund læner sig op af nogle af de sangerinder, som musikalsk har præget hendes samtid.

På det tofløjede billedplan befinder vi os i et undervandsunivers, hvor gammeldags LP-plader flyder sammen med Pipilotti selv i et fantastisk blåt rum. De komplimentære effekter spilles lige så bevidst ud som den inciterende vokal synges på lydsiden. I udstillingens omfattende katalog beskriver Helle Søndergaard meget begribeligt værket under overskriften 'Et hav af sansninger'. Mere klart kunne det dårligt siges.

Som fluen på væggen

I videoværker beskrives ofte miljøer, som man i beskuerens rolle får et voyeuragtigt forhold til. Det føles som om man befinder sig midt i en privatsfære, hvor man sådan set ikke har noget at gøre. Alligevel er man, i bevidstheden om, at man befinder sig i et offentligt, musealt rum, ude i et lovligt ærinde. Som man er, hvis man befinder sig på f. eks. en restaurant, hvor personerne ved ét af nabobordene har en dialog kørende, som man ikke kan undgå at følge. Voyeurisme bliver på sin vis legalt, når en anden part viser behov for at udstille sig i en næsten exhibitionistisk form.

'Fluen på væggen' er en glimrende overskrift på Kjeld Kjeldsens tekst i udstillingskataloget om Sam Taylor-Wood's 'Atlantic' fra 1997. Her går man i bogstavelig forstand TÆT på værkets hovedaktører.

Fra Hollywood til Humlebæk

Det er meget nærliggende at drage en ganske vist abstrakt parallel til Pipilotti Rists soundtrack, der som nævnt er en cover af musikken til filmen 'Vilde Hjerter'. En anden roadmovie fra samme periode i Hollywood-historien er 'Thelma og Louise' med Susan Sarandon i den ene hovedrolle. Sammen med nogle af sine kollegaer fra Hollywood, spiller Sarandon ligeledes en fremtrædende rolle i sydafrikanske Candice Breitz' værk 'Mother + Father' fra 2005. Denne ret nye installation udspiller sig i to af hinanden uafhængige rum. I det ene 'Mother' befinder sig seks videoskærme, hvor hver af de store divaer udspiller en sammenklippet dialog, som er skabt af kunstneren med baggrund i nogle af skuespillernes engagementer.

Temaet er det samme i 'Father'. Her er det naturligvis nogle af tidens mandlige stjerner, der befinder sig i et seksdelt fokus. På skift eller samtidigt. Rytmen synes fastlagt ud fra et tilfældighedsprincip.

Viola og vandet

Bill Viola er en kunstner, som er kendt i en bred forstand. Ikke mindst på grund af store og monumentalt opsatte udstillinger i bl. a. Danmark. 'The Raft' udgør et udråbstegn på 'Sip My Ocean'. Værket er produceret i 2004. Sandsynligheden taler for, at det er frembragt før den famøse 2. juledag, hvilket uundgåeligt sætter værket i et lys, der skaber profetier om en altødelæggende flodbølge.

Et antal personer står samlet i et miljø, der fremstår neutralt som perronen på en undergrundsstation eller et busstoppested. En snes mennesker suppleres med flere i den første del af forestillingen. Ingen ænser tilsyneladende de andre. Der er en ligelig fordeling af mænd og kvinder. Én læser i en bog, en anden roder i sin håndtaske, men fællestrækket er, at de alle tilsyneladende venter. En lavmælt lydkulisse giver ikke noget entydigt svar på, hvor vi befinder os. En hund gør, nogle børn leger og på et tidspunkt fornemmer man et tog langt borte.

Manden med romanen er så optaget af den, at han tydeligvis er den sidste, der registrerer infernoet, der med ét bryder løs. Hvor vandet kommer fra, kan man umuligt give en forklaring på, da ophavet skal findes uden for skærmfladen. Det er heller ikke noget, som optager de involverede, der har nok at gøre med at holde sig oprejst under påvirkning af det massive vandtryk. Det er selvfølgelig umuligt. Vandet pumper alle omkuld og efterlader dem magtesløse i det infernøse kaos. Da vandet langt om længe ophører sin kompakte strøm, efterlades flokken gennemblødt, chokeret og grædende i hinandens varetægt. Individerne besidder nu et fællesskab i kraft af, at de sammen har set noget forfærdeligt i øjnene.

Lydkulissen i 'The Raft' udgør i sig selv et grundstof i denne produktion. De tyste baggrundslyde, der afløses af et højlydt brus, da helvede bryder løs, understøtter hele det scenarium, som udspiller sig foran én. Alligevel fremstår surround som noget mærkværdigt syntetisk i forhold til en visuel handling, der udspiller sig på et lærred. Det er kun på lydsiden, man befinder sig midt i forestillingen. Først når man er i stand til at skabe tredimensionelle billeder, bliver denne modsætning udlignet.

Teknikken, historien og fremtiden

I det hele taget er det vanskeligt at se bort fra det tekniske i hele det univers, som videomediet består af. De tidligste eksperimenter med mediet virker i dag nærmest som halvfamlende anakronismer, der blot i de heldigste tilfælde udgør noget, som kan forsvares som tidsdokumentationer. Man kan meget mere i dag, end man kunne for 10 eller 20 år siden. Det er muligvis interessant at tænke på, hvad man kan om 10 eller 20 år, når nutidens produktioner virker forældede og håbløse. Måske vil man til den tid blot tale om tøjmoden, som den tog sig ud i begyndelsen af årtusindet. For selv skovmandsskjorten holder vel ikke evigt?

Til udstillingen er udgivet et 122 siders katalog med et rigt udbud af billed- og tekstmateriale. Hvert enkelt værk og kunstner er beskrevet af et kompetent hold skribenter. Bl. a. Anders Kold, Michael Juul Holm, Henrik Holm, Mette Marcus, Kirsten Degel samt museumsdirektør Poul Erik Tøjner.

'Sip My Ocean' på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk kan ses frem til den 20. august 2006.