Artinfo.dk
Netmagazine om kunst
Det er imponerende, hvordan Esbjerg
Kunstmuseum igen har formået at trække et internationalt
navn til byen i forbindelse med årets Match udstilling.
Det er femte gang, der arrangeres Match. En udstilling, hvor en
dansk kunstner vælger en udenlandsk ditto til et fælles
værk eller projekt i museets udstillingssal. Det er vægtige
danske kunstnere, der hidtil har deltaget i projektet: Bl.a. Claus
Carstensen og Erik A. Frandsen. Førstnævnte lavede
et projekt med den tyske kunstner Peter Zimmerman, og Frandsen
samarbejdede med den portugisiske kunstner Rui Chafes. Jeg skal
ikke afgøre, om årets udenlandske navn er det hidtil
største, der har gæstet Esbjerg, men han bliver i
hvert fald svær at overgå. John M. Armleder er inviteret
af Claus Jensen. Begge kunstnere er tilknyttet det københavnske
galleri Specta og det er vel her, kontakten er blevet knyttet.
Schweizeren John M. Armleder (f. 1948) er kendt for sine møbel skulpturer. Sidst jeg så ham, var for nogle år siden på netop galleri Specta. Her var værket et stort maleri, hvidt med blå cirkler, akkompagneret af Arne Jakobsens "ægget". Købte man installationen, var stuearrangementet sikret mange år frem i tiden. På Esbjerg Kunstmuseum har Armleder lavet et ligende maleri, hvidt med sorte felter. Foran står to sorte bongo trommer, som inviterer til at blive slået på. Med ryggen til maleriet, så musikeren selv bliver en del af værket. Et andet værk er det såkaldte "pour painting", hvor Armleder har hældt maling ned af lærredet, så det fordeler sig tilfældigt i tyngdekraftens retning. En egen variant af kunsthistoriens utallige forsøg på at lade tilfældigheder afgøre det endelige udfald af værket.
Claus Jensen (f. 1943) er konstruktivist i ordets bogstaveligste forstand. Hans malerier er stramt og konsekvent opbygget i enkle, geometriske former. Ofte bruger han blot en eller to farver, og bruger han to, er de inden for samme spektrum. Mørkegrønt og lysegrønt, sort og gråt, rødt og orange.
Det fælles udspring i det konkrete suppleres af en åbenlys fascination af minimalismen. Det er ganske få virkemidler, der bruges til det enkelte værk hos begge kunstnere. Derfor kan det være svært at differentiere de to kunstneres arbejder. En fuldendt integration, et perfekt Match. Tilgengæld bliver ensartetheden også udstillingens svaghed, for netop derfor opstår der ikke den spænding imellem de to kunstneres værker, som ellers har været kendetegnende de øvrige år.
Match 2006
John M. Armleder og Claus Jensen
Esbjerg Kunstmuseum til 14. maj 2006