Artinfo.dk
Netmagazine om kunst

Der var lagt op til noget særligt den aften. Kulturnat i Odense, en ny direktør var udpeget til at erstatte Karsten Ohrt, og en af de mest spændende internationale kunstnere i øjeblikket stod på plakaten.

Efter at have slæbt ungerne med til fernisering på Paul Janus Ipsen og Troels Trier andre steder i byen, var der ikke meget energi tilbage. Så da rektor for det kongelige danske kunstakademi, Mikkel Bogh, på flydende engelsk sammenlignede den franske kunstners værker med de sjællandske og fynske bølgende marker, faldt min yngste datter i søvn og den ældste proklamerede, at det her simpelthen var for kedeligt.
Og det var måske en smule kedeligt, hvis man ikke var til aforismer fra togturen fra Sjælland og engelsk kunstteori, men forstod man en smule af det Mikkel Bogh sagde, så var det meget præcist ramt.

Bernard Frize's malerier, der ikke må ligne noget og ikke må tage afsæt i kunsthistorien, hvis man læser pressemeddelelsen fra Brandts, var nemlig som at se en bølgende mark på vejen fra Sjælland til Fyn eller naturligvis et hvilket som helst andet sted på jorden. Smukt svungne linjer i forskellige farver, der sirligt og kontrolleret slynger sig langs hinanden. Udstillingen består af 28 nye malerier, og disse er krydret med et udpluk af Bernard Frize tidligere produktion.

Bernard Frize forsøger at rense malerierne for levn fra det 20. århundredes maleri. Han maler bare og forsøger ikke at tillægge sin kunst en belærende eller oplysende pointe. Det kan man så mene om hvad man vil, for hvilken kunst er ikke beslægtet med forgængerne. Alene behovet for afstandtagen gør det nødvendigt med en vis fundering i fortiden.

Og malerierne er "fede" i ordets bogstaveligste forstand. Godt med maling og så er de hamrende smukke! Frize, med rod i maxismen, må lige være guf for nutidens købestærke kunstpublikum.
Det er en rigtig flot og seværdig udstilling Brandts (igen) har kurateret. Der er ikke noget at sige til, at Karsten Ohrt var tilfreds med at være med til at åbne udstillingen på falderebet af hans ansættelse på Brandts.

Da det lykkedes mig at vække min datter, svandt de trætte øjne også hurtigt og malerierne blev beundret på værdi vis. "Nej, hvor er de smukke og de er alle sammen ens." Det var de så ikke, så vi fik muligheden for at analysere maleriernes forskellighed. I bedste neokapitalistiske stil, havde jeg lovet McDonalds på hjemturen og der var der ingen, der faldt i søvn.

Bernard Frize: Fat Paintings. Kunsthallen Brandts til 20. januar 2008