Artinfo.dk
Netmagazine om kunst
Kunstbegrebet er i krise. Det kunstbegreb, som teoretikere og publikum har været vant til, er uanvendeligt på store dele af samtidskunsten. Kunstelskere har været vant til at betragte kunst som et autonomt medium, der fremkalder visse æstetiske og metafysiske følelser . Dette synspunkt er imidlertid totalt uanvendeligt på readymades som Duchamps Urinal , installationer med døde grise, guldfisk i blendere, og på konceptkunst, der ofte griber ind i virkelighedens verden.
Der foreligger mange forsøg på at finde frem til en ny definition af begrebet kunst. Nogle af de lærde, som fx professor David Favrholdt, hugger med sin parameterteori knuden over ved at fastslå, at de værker, som den traditionelle teori ikke kan rumme, simpelthen ikke er kunst. Mange kunsthistorikere hævder, at det særlige ved samtidskunstnerne er, at de afsøger billedkunstens grænser. Dermed kan de holde dem derfor inden for rammerne af den traditionelle kunstopfattelse. Andre hævder, at kunstbegrebet er nået til vejs ende, kunsten har udtømt sine muligheder, på samme måde som historien er nået til sin afslutning, og at det dermed har overflødiggjort sig selv.
Den løsning, som den officielle kunstverden samles om, går ud på, at kunst er det, som Kunstinstitutionen, forstået som ledende kunsthistorikere, kunstnere, galleriejere mv., har approberet som kunst. Det er en teori, som har professor Søren Kjørup som fortaler. Den har kun én fejl: den er ikke nogen teori!
Forfatteren af denne artikel har grebet problemet an på en utraditionel måde. Han har fornylig lagt bogen Billedkunstens Metode ud på nettet under domænenavnet www.hvaderkunst.dk. Her finder man en skitse til definition af begrebet billedkunst, der er i stand til at inkorporere samtidskunstens provokerende værker og give en forklaring på, hvorfor de må opfattes som kunst.
Bogen tager sit udgangspunkt i, at billedkunst grundlæggende set bygger på visualisering og behandling af begreber. Formålet med denne indsats er at ændre og udvide menneskers begrebsverden. Inspirationen til denne model stammer fra forskere som Georg Lakoff, der underviser i lingvistik ved Berkeley i Californien, og Mark Johnson, der er professor i filosofi ved universitetet i Oregon. De har med inspiration fra hjerneforskere - påvist, hvordan sproget konsekvent bygger på metaforisk tankevirksomhed, og påpeget, at ordene vokser ud af visuelle billedbegreber, fx. selve ordet begreb, der svarer til det latinske ord koncept. Begge disse ord henviser til noget fysisk/sanseligt: at gribe noget med hænderne, at fatte om noget, at fatte noget. Ordet fatte er på sin side en kreativ anvendelse af det indoeuropæiske (og danske) ord fad, en beholder, hovedet som en beholder man anbringer det fattede i. Og Georg Lakoff har over for bogens forfatter tilsluttet sig opfattelsen af, at kunstværker bygger på grundlæggende fællesmenneskelige kategorier, metaforer og metonymer, og dermed befinder sig centralt i erkendelsesvidenskaben.
Begreber eller kategorier er menneskets interface til omgivelserne. Mennesket tænker først og fremmest billedligt/kropsligt, når det forsøger på at kategorisere omgivelserne og gøre dem fattelige for hjernen. Mennesket har en enestående evne til at fusionere begreber til nye begreber. Hvert nyt begreb tilbyder en ny mulighed i den evolutionære udvikling. Nogle vil hævde, at de højeste filosofiske og videnskabelige abstraktioner dybest set kan føres tilbage til en sansemæssig æstetisk tilgang til omgivelserne. Så hører æstetikken ikke længere til i et upåagtet hjørne af filosofien, den er filosofiens moder.
Bogen opfatter de forskellige former for spil med begreber, herunder billedkunst, reklame, design, mode, graffiti, som en bevidst indsats, der går ud på at behandle begreber, definere dem, fusionere eller blende dem, og lade denne indsats resultere i et interaktivt spil. Bogen opfatter billedkunst som en særlig kvalificeret form for betydningsspil, et originalt, autonomt og åbent spil som tilskueren kan fortolke i forhold til sin egen begrebsverden.
I efterfølgende kapitler søger forfatteren at påvise, at denne tilgang til begrebet kunst tilbyder løsninger, som er frugtbare for den udøvende kunstner, for publikum, og i diskussioner om et kunstværks kvalitet.
En række enkeltanalyser af kunstværker, fra Manet og Duchamp til Michael Brammers installation Love dokumenterer, at den konceptuelle indfaldsvinkel kan bruges inden for kunstformidling.