Artinfo.dk
Netmagazine om kunst

Der er løbet meget vand igennem bækken, siden "Den Frie" første gang slog dørene op i 1891. Det var et oprør imod den etablerede kunstverden og de unge kunstneres manglende mulighed for eksponering på den censurerede Charlottenborg Udstilling. Siden fik Den Frie det samme skudsmål med på vejen, da nogle af de ældre medlemmer modsatte sig optagelsen af unge kunstnere, blandt andre Olaf Rude og Harald Giersing, og i 1915 blev Grønningen dannet. Grønningens årlige udstillinger førte i starten en lidt omflakkende tilværelse, indtil 1933, hvor den fik fast lejemål i Charlottenborgs lokaler. Fra 1921 til 1933 var det såmænd Den Frie Udstillingsbygning, der lagde lokaler til. Grønningen har vist sig at være blandt de største og stærkeste af de danske kunstnersammenslutninger, naturligvis i evig konkurrence med Den Frie.
Flere sammenslutninger er kommet til igennem årene. Nogle er forsvundet igen, mens andre standhaftigt holder ud.
Decembristerne blev dannet i 1928, igen af unge kunstnere, der manglede et forum at udstille i. Corner og Koloristerne i 1932, PRO i 1962.
De har alle i mange år haft fast tilknytning til deres udstillingssted, enten Den Frie udstillingsbygning eller Charlottenborg. Lige til i dag, for nu er det tilsyneladende slut for den del af sammenslutningerne, som har brugt og præget Charlottenborg som deres udstillingssted.

Grønningen, Corner, PRO og den Gyldne, som er den yngste gruppe (fra 1992), er blevet sat på gaden og får direktøren og bestyrelsen deres vilje, så har sammenslutningerne ikke mere at gøre på Charlottenborg. I hvert fald ikke i deres nuværende form. Charlottenborg skal omdannes til en kunsthal med det internationale format, som alle de andre kunsthaller og museer også stræber efter, og her passer kunstnersammenslutningernes lidt uldne image ikke ind. En bedre markering af denne ændring kunne Charlottenborg, set med mediebrillerne, ikke have valgt. For det er lang tid siden, at et kunstnerisk projekt, som vel både kunstnersammenslutningerne og Charlottenborg kan kaldes, har fået så stor bevågenhed.

Kunstnerne er også vågnet op til dåd, senest illustreret ved besættelsen af selveste Charlottenborg efter Grønningen havde afsluttet deres 2007 udstilling. Aviserne bugner af læserbreve og kommentarer af mere eller mindre lødig karakter fra såvel unge som gamle kunstnere. Det er oftest dem med mindst i klemme, der formår at undgå mudderkastning og personfnideri, og dem med lang og tæt tilknytning til kunstnersammenslutningerne, der har vanskeligst ved at gemme beskyldningerne og konspirationsteorierne af vejen. Gammelt nag dukker frem. Er der nogen der er interesseret i at drive Grønningen tilbage i armene på Den Frie? Og sådan fortsætter det. Det har vagt enorm harme blandt medlemmerne af de kunstnersammenslutninger det drejer sig om, at blive sat på gaden på denne kontante måde og uden de store muligheder for at protestere. Det er der vel ikke noget at sige til, for de årlige udstillinger på Charlottenborg må - hvad enten man kan lide at tale om penge eller ej - være en stor del af indtægterne og ikke mindst promoveringen af de enkelte kunstnere. For specielt de ældre kunstnere, må det følelsesmæssige tilhørsforhold naturligvis også spille ind.

Den nyansatte direktør, Bo Nilsson, og bestyrelsesformand Erik Steffensen står fast. Kunstnersammenslutningerne har ingen plads på Charlottenborg. Kunstnernes nedladende holdning til Bo Nilssons svenske oprindelse bliver af Erik Steffensen opfattet som racistisk, og racister vil han ikke tale med. Diskussionen ender naturligvis ikke her, for det er den alt for vigtig til. Men der er åbnet op for forandring, der i hvert fald på kort sigt vil kunne tilføje nyt til København som international kunstby, men som på længere sig kan blive dyr for den nationale kunstscene.

Der skal ikke være tvivl om, at jeg gerne ser en kunsthal med det internationale format, der formodentlig sigtes til, i hjertet af København. Er man kunstinteresseret kan man jo ikke få nok af den slags! Prisen kan bare godt blive for høj. Københavnerne har i mange år haft muligheden for at se stor og god international kunst på flere omkringliggende museer. De (og vi) har bare skulle starte bilen eller taget toget, som stopper lige ved døren. Dem der ikke gør eller kan det, er måske først og fremmest de turister, der valfarter til alverdens kulturstæder på en forlænget weekend, og som så nemt og bekvemt skal have alt det bedste med, kulturen kan byde på: Musik, teater og kunst. Og her lider København i forhold til andre europæiske storbyer. Ingen tvivl om, at en Kunsthal i centrum af København vil trække endnu en niche af turister til. Noget der ganske givet vil have stor betydning for den, trods alt, mere kommercielle del af kunstlivet, især gallerierne, der promoverer deres danske navne, netop ved at give dem det internationale tilsnit, som er så vigtigt.

Der er opbrud i disse år. 100 års fasttømret opfattelse af hvad der var national dansk og international kunst har ændret sig kolossalt. Fra at være enkelte kunstnere, der drog til Paris, London og Berlin, er der nu mange danske kunstnere der er internationale. Eller rettere, det er de alle sammen. I hvert fald de yngre.
Set i lyset af det, så passer kunstnersammenslutningerne ikke ind længere. Fra at være et skulderklap, en anerkendelse på linje med Thorvaldsens medalje at blive medlem af en af de store sammenslutninger, er de nu i nogles øjne blevet et åg, et provinsielt stigmata, som man helst undgår. Eller bedre endnu: At blive kortvarigt medlem og så melde sig ud, med mulighed for tilføjelsen til CV'et, er det flere har gjort.

Problemet: "Hvor skal vi placere en kunsthal i København?" er nu blevet dobbelt, for hvor skal kunstnersammenslutningerne, der er sat på porten gå hen, hvis de vil udstille for det københavnske publikum? Mulighederne er vel lige så dårlige for dem, som for en kunsthal.

Kunstnersammenslutningerne har haft enorm betydning for kunstlivet i Danmark igennem de sidste 100 år, og den danske kunsthistorie skrives parallelt med sammenslutningernes historie. Man kan ikke bare smide kunsthistorien på porten, som tilfældet er her. Det første nederlag for beslutningstagerne må være at indse, at kunsten åbenbart betyder så meget mindre end både musikken og teatret, som har eller får deres helt nye tidssvarende bygninger i København. Det andet er, at livlinen i dansk kunsthistorie kappes med et snuptag.
Det kunne netop være dét, der var med til at gøre København international, at man formåede at fastholde, at der var seværdig kunst i stor målestok blandt de danske kunstnere. Og også anden kunst end de få, der bliver promoveret af de rigtige gallerier.

Det er trist og efter min mening mangel på overblik at opsige aftalerne med kunstnersammenslutningerne på Charlottenborg.