Artinfo.dk
Netmagazine om kunst


En udlænding til nationalgalleriet
Af Lars Svanholm


Eller måske blot en jyde? Kunne direktør for ARoS, Jens Erik Sørensen, være et emne for Statens Museum for Kunst?


Statens Museum for Kunst


Man har i flere omgange importeret ledere fra udlandet, når chefstillingerne på væsentlige udstillingssteder i Danmark skulle besættes. Således var Lars Nittve i en kort periode direktør for Louisiana. Løsningen med en svensker ved roret er ligeledes aktuel på omstridte Charlottenborg. I mindre målestok blev tyske Thorsten Sadowsky for godt et år siden ansat som kunstnerisk leder på Århus Kunstbygning.

Nu har Allis Helleland eksporteret sig selv til Norge og hendes plads som direktør på Statens Museum for Kunst er dermed ledig. Der er ikke nogen tvivl om, at denne stilling vil være krævende. Den nye direktør vil til stadighed være i fokus blandt kunstmiljøets repræsentanter, uanfægtet disse er udøvende kunstnere eller om de tilhører det omfattende miljø af formidlere, kuratorer, kunsthistorikere etc., der præger scenen i lige så udstrakt grad, som de udøvende gør.

Hvad kunne retfærdiggøre, at direktøren for nationalgalleriet burde være dansker? Med fare for at blive karakteriseret som kulturel nationalist, kunne man vel argurmentere med følgende: Fordi, det netop er det nationale, statslige museum, det drejer sig om. Spørgsmålet man så passende kunne stille efterfølgende: Er der kvalificerede emner? Vedkommende skal ikke blot besidde en stor kunsthistorisk viden, men også administrative egenskaber samt forskningsbetonede kompetencer.

Alle disse kompetencer indsnævrer ansøgersegmentet ganske kraftigt og et oplagt emne til stillingen kunne i lyset af disse iagttagelser udmærket være Jens Erik Sørensen, der som bekendt har opnået en stor succes med sin strukturering af ARoS Århus Kunstmuseum. Sørensen har spillet rollen som kontroversiel museumsdirektør på ARoS, bl.a. med sin racerbilssatsning sidste år, men dette forhold er Statens Museum for Kunst ingenlunde ubekendt med. Museet har i Hellelands regringstid været emne for beskydning fra kunstens nådesløse kritikere med f.eks. udstillinger af blomsterdekoration og haute couture.

Sørensen var faktisk på banen som emne i sin tid, da Helleland fik stillingen. Spørgsmålet er om ARoS var blevet, hvad det blev, hvis JES havde haft kontor i Sølvgade? På den led har tingene vel udviklet sig til alles tilfredshed? Om Jens Erik Sørensen er indstillet på at søge den vigtige stilling, er vel også et åbent spørgsmål og man må i den forbindelse ikke glemme, at der kunne være andre kvalificerede emner; men Poul Erik Tøjner har vel sit drømmejob på Louisiana? Ligeså Christian Gether på Arken og Karsten Ohrt på Brandts i Odense? Kunne Holger Reenberg, Herning Kunstmuseum eller Lars Kjærulff Møller, Bornholms Kunstmuseum gå fra forsvarlige, mindre provinsmuseer og ind og overtage posten på Statens? Er den tidligere chef på Trapholt i Kolding Peter S. Meyer en dark horse som emne?

Spekulationerne tangerer dem, man vil kunne opleve i avisernes sportsspalter, når Morten Olsen siger farvel til fordboldlandsholdet. Man kan håbe på, at den bedst kvalificerede kandidat vinder opløbet om den vigtige direktørstilling. Om det så bliver en dansker, en udlænding eller en århusianer? Personligt tror jeg på den sidste mulighed.


Forside

© www.artinfo.dk