Artinfo.dk
Netmagazine om kunst

Sofastykket har ført en omtumlet tilværelse i boligindretningen og i billedkunstens verden. Et dusin nutidskunstnere, plus én, har taget fænomenet under behandling på udstillingen 'Sofastykker' på KunstCentret Silkeborg Bad.

Sofastykket i hjemmet

Begrebet "sofastykke" har haft en temmelig skiftende betydning i den måde, hvorpå vi har indrettet vore boliger siden den gode "Klø'r Konge" var knægt. I min barndom kunne et sofastykke bestå af et rektangulært maleri, en naturskildring, i det såkaldte paysage-format, på den lange led. Det var ofte indrammet i en ganske imposant enhed, der skulle understøtte værkets betydning som signalbærer på hæderspladsen i storstuen. Denne plads var naturligvis over sofaen. Des højere til loftet, des større sofastykke.

Senere gav off-set-teknikken mulighed for at man kunne skabe gengivelser på papir af de store moderne mestre i endog ganske omfattende formater. Det blev således legitimt at interessere sig for plakater, som kunne være erhvervet på kunstmuseer, hvor de havde haft til funktion at skabe opmærksomhed omkring en stor udstilling med et af kunstens store kanoner. En tur til byggemarkedet efter en neutral aluminiumsramme og, værs'go', en næsten ægte Picasso i dagligstuen, som nu ganske vist var blevet til et såkaldt køkken-alrum, da køkkenets funktion som et sted, hvor man blot producerede hjemmets mad, nu er blevet ophøjet til et sted med en social funktion. Samtalekøkken.

Køkken-alrum eller dagligstue? En sofa er der næsten altid. Dermed er sofastykket næsten blevet en nødvendighed, med mindre man vil iagttage en nøgen væg. En sådan kan være udmærket, måske oven i købet hensigtsmæssig. Blot ikke over sofaen. Ikke engang en le Cobusier i sort skind med de forkromede stålstivere er i stand til at klare sig på egen hånd.

Billedkunstnere og kunsthåndværkere

De tretten nutidskunstnere, der har taget sofastykkerne under behandling på den aktuelle udstilling på Silkeborg Bad, har hver især med individuelt, visuelle midler taget fat om emnet med, i de fleste tilfælde, næsten overrumplende udtryk. Segmentet udgøres af en sammenbragt flok af såvel billedkunstnere som kunsthåndværkere.

Keramikeren Jørgen Hansen er ikke så enkel at karakterisere. Han befinder sig i sit univers i grænseområdet mellem den idébaserede event og det traditionelle kunsthåndværk.

Jørgen Hansen er mest kendt for en serie begivenheder, som han sætter i scene omkring nogle såkaldte brændingsskulpturer. Her opbygger han sammen med sine hjælpere f.eks. en skulptur i ler, som så kan stå og brænde i dagevis og dermed påvirke den pågældende lokalitet visuelt. Én af de sidste af den slags events fandt sted i Reykjavik sidste år.

På 'Sofastykker' har Jørgen Hansen i konstruktionen 'Ukendt Landskab' opbygget et miljø, der i keramisk form gengiver nogle af de arketyper, som man forbinder med sofastykket. Det er blevet til en ganske omfattende skulpturinstallation med bl.a. en smukt modelleret elefant, en bjørn, en svane og den klassiske hjort. Hansen har dermed frigjort sofastykket fra væggen og placeret dets elementer i rummet.

Maleren Hjördis Haack har holdt sig til fladen og meget enkelt og effektivt beskrevet en typisk gammeldags indramning. På to store lærreder har hun malet sin fortolkning af den møstrede og overbroderede ramme, som er sat i et pudsigt perspektiv i kraft af, at billedfladen består af det hvide ubearbejdede lærred. Men den er imidlertid god nok. Det har ikke noget at gøre med "Kejserens nye klæder". Der bliver jo fortalt en historie om tomhed og mangel på indhold.

Gudrun Pagter, som har kurateret udstillingen, er selv repræsenteret med nogle stramt komponerede billedvævninger, der står stærkt i et rum med en løjerlig sofakonstruktion af Cecilie Manz. Man får associationer til hollænderen Gerrit Rietvelds møbelkonstruktioner, bortset fra at Manz' konstruktion så at sige opløser sig selv.

Stig Persson har i sit bud på sofastykket taget udgangspunkt i den tidligere nævnte le Cobusier i en 2-personers udgave. Herover har han placeret et minimalistisk relief, der mere integrerer sig i forhold til møblet, end det egentligt frigør sig fra Le Cobusiers klassiker.

Lise Frølund viser i den store panoramasal på Silkeborg bad nogle arbejder, der tilgodeser hjem, hvor der er meget højt til loftet. De to 5,60 m. høje værker fungerer overbevisende med en gennemsigtig oppustelig sofa mellem sig. 'To ruller tapet til kvindernes årtusind: Den digitaliserede, billedbehandlede og farvesatte mand' har hun kaldt sit værk, der er vævet i hør.

De møbler, der optræder på udstillingen, sofaerne, fungerer som garnering i relation til de udstillede værker. Således også Ditte Hammerstrøms sofa i dét rum hvori Michael Geertsen viser fem hvidglaserede vægobjekter. Hammerstrøms originale møbelarkitektur fylder rummet på en særegen måde, som næsten fremstiller det aktuelle sofastykke som nogle ydmyge og statiske enheder.

Bent Hedeby Sørensen, der står bag et ganske morsomt initiativ, der i fotografisk form viser, hvordan man i de danske hjem har integreret sofastykket i dagligstuerne, deltager i udstillingen med et rigtigt klassisk maleri udført med olie på lærred. Titel: Behøver jeg at nævne det? 'Sofastykke'

Alsidighed

Det er med andre ord ikke blot en serie pæne skilderier, der vises på KunstCentret Silkeborg Bad i denne tid. Rummet tages under en alsidig behandling af de tretten deltagende kunstnere. Der er mange sprog og mange udtryk, men udstillingen er velmonteret. Der god plads, således at den enkelte kunstner får space omkring sig.

Udstillingen 'Sofastykker' kan ses på KunstCentret Silkeborg Bad indtil 20. maj. Senere på året kan den ses på Sophienholm i Lyngby i perioden 22. september-21. oktober.

Til udstillingen er der udgivet et katalog på 44 sider med tekster af Louise Mazanti, Ph.d. i kunsthåndværksteori og Ida Wentzel Winther, Ph.d. og cand. mag.