Artinfo.dk
Netmagazine om kunst
Syv kunstnere viser hver især,
hvordan emnet kærlighed kan fortolkes i samtiden på
Kunsthallen Brænderigården i Viborg.
A four letter word
Temaet er klassisk og medregner man kuratoren bag udstillingen 'Kærlighed', der finder sted på Brænderigården i Viborg i denne tid, er der kønsproportionel balance blandt de aktører, der giver et bud på hvordan dette altfavnende emne kan defineres i 2007.
På vejen op ad trappen fra stueetagen
til kunsthallens 1. sal kan man vælge at holde en pause
på afsatsen og studere et værk af billedhuggeren Lone
Høyer Hansen. Det er et vægrelief i diverse materialer,
der åbenbarer teksten "A four letter word". Dette
er samtidigt værkets titel og man husker netop denne titel
i et nummer fra Bob Dylan's sangkatalog. Samme Dylan tog dog emnet
op på sit store album fra 1997, 'Time Out of Mind'.
Nu var han "Sick of love". Dermed havde den aldrende
singer/songwriter defineret sin udgave af et tema, der
har været et omdrejningspunkt i kulturen i generationer.
Neonlys og hjerteblod
Netop Lone Høyer Hansens rum på udstillingen rummer en næsten spirituel stemning. Hun kommer rundt i emnet med diverse virkemidler, bl.a. en skulpturinstallation, der bringer associationer til en saft-si, som er en ganske enkel konstruktion, hvor saften udvindes gennem et stykke tyndt bomuldsstof. Der optræder da tilsyneladende også en væske; men hjerteblodet er størknet. Lone Høyer Hansen er udstillingens ældste deltager. Derfor er det interessant, at netop hun bl.a. skildrer begreber som lidenskab og begær.
Hos Lone Høyer Hansen udgør
samspillet i materialevalg en styrke. Hun bruger bl.a. neonlys
i sine installationer og det samme gør Martin Erik Andersen,
der viser et meget omfattende værk i naborummet. I 'One
for loss and one for losing' benytter han sig af virkemidler,
som man måske ikke i umiddelbar forstand ville forvente
på en udstilling, der skulle fremstille kærligheden
i samtiden. Budskabet i neon står i stærk kontrast
til stoffragmenter af strikkede og hæklede enheder, som
igen fungerer i en komplimentær rolle til sider fra Anders
And-bladet. Hos Martin Erik Andersen er det udsagnet, der bærer
værkets betydning. Her handler det om tab og savn. Kærlighed
kan optræde i utallige variationer.
Statements
Kaspar Bonnén har valgt
at udtrykke sig gennem en fotodokumenteret event, som viser at
kærlighed er et ganske skrøbeligt emne at forholde
sig til. En person står ved bredden af et hav med en papkasse,
der indeholder bogstaver til ordene "Jeg vil altid elske
dig". Ret omgående flyder denne tekst sammen på
vandoverfladen og fortæller dermed at dette løfte
ikke rummer en livsvarig garanti.
Samme Kaspar Bonnén besidder en sjælden evne til at skabe perspektiv i sine malerier, uanset om han beskæftiger sig med rumlige kompositioner eller - som her - symbolladede statements. I en række kvadradiske malerier sætter han så at sige ord på sin defination af kærligheden.
Heine Klausen bruger gengivelser af tatoverede
mennesker som motiv i et antal værker, der dels er opbygget
af træplader og dels optræder i forbindelse med en
række collager, der ligesom hos Bonnén rummer statements.
Her er der blot tale om rip-offs fra pop-titler.
Blomster, bier og performance
Blomsterne og bierne udgør
vel nok ét af de mest sejlivede symboler, når det
handler om den del af kærligheden, der drejer sig om parringsforløbet.
Michael H. Kirkegaard har i en serie fotografier af blomster i
nærbillede og nogle specielle bistader hevet dette symbol
frem i lyset igen. Dorte Jelstrup har gennem en serie tegninger
i en enkelt og effektiv streg prøvet at sammenfatte sit
budskab med farven lilla som gennemgående element. Violet
er en farve, der optræder i den kølige ende af farvespektret;
måske derfor at hendes installation ikke fungerer overbevisende?
Lilibeth Cuenca Rasmussen står for
udstillingens mest bemærkelsesværdige indslag. Hun
optræder selv som dansende og rap'ende performer i et show,
som hun opførte ved udstillingens åbning. Det kan
nu ses i en videoudgave, der viser en kunstner, som er fornærmet
over at en tidligere kæreste har foretrukket "en neger-surrogat"
frem for Lilibeth, der fremsiger sine frustrationer foran et filttæppe
med et primitivt udført eksotisk motiv. Den får ikke
for lidt i teksten, hvor indignationen bogstaveligt vælter
ud af højtalerne. Lilibeth Cuenca Rasmussen har asiatiske
rødder.
Kuratering
Udstillingen er kurateret af Bodil Billeskov Bøving, som er indehaver af Galleri Hummeluhre i Århus. Hvordan og efter hvilke kriterier udstillingen er sammensat er svært at gennemskue; men kærlighed er et omfattende emne at give sig i kast med. Syv bud kunne i dét lys måske være lidt i underkanten. Ikke desto mindre er det sådan, man har valgt at definere temaet. Det kunne være spændende at se det samme tema præsenteret i Brænderigården, når denne har færdiggjort en omfattende udvidelse, som er under udførelse.
'Kærlighed' på Kunsthallen Brænderigården
i Viborg varer frem til 17. juni 2007.
Til udstillingen er udarbejdet et rigt illustreret katalog på
50 sider.