Artinfo # X


Bjørn Poulsen: Longing for a Space Travel. Udvalgte skulpturer 1994-2008.
Af Thore Hammer Eriksen

 

Bjørn Poulsen er aktuel på Brandts i Odense sammen med ægtefællen Annette Harboe Flensburg i udstillingen "Longing to Be in the Same World". Udstillingen pågår til 20. april 2008. Så det er et velvalgt tidspunkt, at Bjørn Poulsen udgiver sin bog "Longing for a Space Travel". Det er en fin gennemgang af kunstnerens hidtidige værk, analyseret og beskrevet af Bjørn Bredal og Torben Sangild.
Bjørn Poulsen er født i 1959. Han er uddannet på Det Kongelige danske Kunstakademi i København i 1980'erne, og han har været medlem af Grønningen siden 1997. De unge, eksperimenterende år er overstået og Bjørn Poulsen har fundet sin stil og udtryksform som billedhugger.
Bjørn Poulsen benytter sig af flere forskellige former for materiale i sine værker. Granit, træ og stentøj kan vel kaldes konservative valg. Der hvor han bliver anderledes og efter min mening bedst, er i hans værker af smadrede eller kasserede brugsting. Hans skulpturer af stumper af ødelagte margretheskåle, der er skruet sammen til stjerner og rumfartøjer, er fantastiske. Deres organiske former forstærkes i nogle tilfælde af en hel eller delvis afdækning af skulpturen med en plexiglas skærm, som ganske vist er gennemsigtig, men som alligevel kræver at beskueren ser bagom afdækningen, for helt at have indtaget værket.
Bogen er rigt illustreret og giver et kort, men godt overblik over en spændende og betydelig dansk billedhugger.

Bjørn Poulsen: Longing for a Space Travel. Udvalgte skulpturer 1994-2008
Den kan købes i boghandlen på Kunsthallen Brandts, Galleri MøllerWitt
i Århus, Clausens Kunsthandel i København, Louisiana, Statens Museum
for Kunst og Arnold Busck på Købmagergade i København
Pris: 198,- kr.

 

© www.artinfo.dk