Artinfo # X


Kaotiske kompositioner
Af Lars Svanholm

Med udstillingen 'It has my name on it' på Kunstmuseet Arken bekræfter den unge maler Andreas Golder, at maleriet er en væsentlig del af samtidsscenen.

Kunstmuseet Arken er netop genåbnet efter en omfattende ombygning, der giver mulighed for at præsentere et endnu større segment af billedkunst, end det har været muligt hidtil. Beliggenheden er naturligvis stadig bag klitterne ved Ishøj Strand, som fremstod i forblæst forårsdragt dén dag, jeg aflagde museet besøg.

Det skulle ligne
Andreas Golder-udstillingen foregår heldigvis indendørs i et højst kontrastrigt samspil med en omfattende udstilling af Skagensmalernes mange værker. Andreas Golder er født i dét, der dengang hed Sovjetunionen i 1979. Her blev grundlaget for en meget pudsig kunstnerkarriere lagt. Han lærte at male ud fra Sovjet-systemets principper. Det skulle ligne og helst bruges i den socialistiske propagandas tjeneste.

At Golder er en blændende teknisk maler bekræfter udstillingen 'It has my name on it' i glimt; men at han samtidigt er en kunstner, der behersker både kaos og komposition viser udstillingen med eftertryk.

Voldsom ekspressionisme
Motivisk bevæger Golder sig i et spændingsfelt mellem figuration og abstraktion. Let genkendelige elementer optræder på de, for det meste, store lærreder i kombination med tilsyneladende henkastet placerede klatter og nonfigurative indslag. Andreas Golder har fuldt styr på symbolikken i sin voldsomme ekspressionisme.

Skulle man få lyst til at aflægge det nye Arken et besøg og samtidigt opleve Andreas Golders kaotiske malerunivers, kunne man jo passende lige gå ind i nabosalen og se Skagensmalerne. Jeg undlod andet end lige en hurtig gennemgang. Der var ganske enkelt ikke til at overskue udstillingen på grund af den store publikumstilstrømning. Krøyer, Ancher og co. er tilsyneladende uopslidelige udstillingsemner? Jeg siger hip-hip hurra for Andreas Golder og hans ubetinget hæftige penselstrøg.

Andreas Golder er, som nævnt, født i Rusland; men er i dag bosat i Berlin. Udstillingen 'It has my name on it' varer til 18. maj.

 

© www.artinfo.dk