Artinfo # X

Det var lige det jeg gik og manglede. En bramfri bog med fortællinger og anekdoter fra kunstlivet sorteret med det grove filter. Det er længe siden, jeg har slugt en bog på dén måde!

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg stødte på navnet John Hunov for første gang. Han har på en eller anden måde altid figureret i min bevidsthed, først og fremmest som samler og debattør. Jeg kan huske et indlæg i en avis af John Hunov og nogle andre samlere, hvor de svovlede over Allis Helleland og Statens Museum for Kunst. De svor, at de ikke ville donere deres samlinger til museet, hvis udstillingspolitikken med mode og blomster imellem malerierne fortsatte. Jeg kan huske, at jeg studsede over den selvtillid der lå implicit i artiklen, for ville Statens Museum for Kunst overhovedet være interesseret i deres samlinger? Artiklen var sjov læsning og har tydeligvis sat sit præg i bevidstheden hos mig og sikkert også andre.

Nu er det hele så kommet i bogform. Han har ikke haft "Ninka" eller en anden af kunstens faste biografi-journalister til at nedskrive livets fortælling, han gør det selv.
Det er vildt spændende at læse om hans liv i kunstens og hans egen tjeneste. Han må have nogle meget gode venner eller nogle meget store fjender, for praktisk taget alle får med kosten. For det meste er det sjovt, til tider er det på grænsen til det pinlige. Tag for eksempel denne her: "Kvinder vælger ofte at blive kunsthistorikere, fordi de ikke kunne blive læger, de besvimede, når de så blod, advokater var de ikke begavede nok til, og så derfor vælger de at blive teaterhistorikere, kunsthistorikere eller livsstilskonsulenter, de to sidste uddannelser forenes fint, når de kvindelige ledere viser blomster dekoratøren Tage Andersens bøsseagtige kreationer, så er disse pæne døtre med åndeligt plisserede nederdele på hjemmebane". (s. 178-179).
Gad vide hvem han refererer til? Allis Helleland er væk nu og i stedet sidder Karsten Ohrt. Han bliver kun nævnt i forbindelse med, at John Hunov får tildelt N. L. Høyen medaljen. John Hunov er sikkert godt klar over, at det er Karsten Ohrt han skal forhandle med, hvis hans samling en dag skal tilgå Statens Museum, så lidt påpasselig fornuft er der trods alt i bogen.
Hvornår John Hunov præcist er født, er mig stadig en gåde. Jeg har sikkert bare overset det, men det er ikke lykkedes mig at finde dét sted, hvor det står. Men i 1951 blev han konfirmeret, så han er vel født i 1937 eller 1938 og kommer fra et hjem, hvor man gik op i kunst. Opera er en anden stor lidenskab, og de første kapitler i bogen beskriver blandt andet, hvordan han som dreng drømte om en karriere som operasanger. Slægten bliver også beskrevet i et kort kapitel, men det er først og fremmest når vi kommer til det tidspunkt i John Hunovs liv, hvor billedkunsten for alvor får tag i ham, at det bliver spændende. Han har stået tæt på Den Eksperimenterende Kunstskole og De Unge Vilde. Hos de første som deltagende "ikke kunstner", hos de sidste nærmest som en alfaderligt, støttende figur. Hvilken enorm viden om disse vægtige epoker i dansk kunst, han må ligge inde med. Det ville formegenligt kunne fylde mere end blot én bog. Et enkelt kapitel omhandler John Hunovs køb af Picassos "Narren". John Hunov købte den som kopi på Bruun Rasmussen i København, men gennem et større detektiv arbejde lykkedes det for John Hunov at komme så tæt på en bekræftelse af ægtheden som muligt. Det drejer sig i bund og grund om hvorvidt Picassos efterkommere vender tommelfingeren opad eller nedad. Nu er den i hvert fald ægte og deponeret på Louisiana.

Det eneste minus ved bogen er at den er alt for kort. Jeg håber John Hunov lever godt og længe, så der kan blive plads til en fortsættelse.

"Snot og Harsk"
Erindringer fortalt af John Just Abildgaard Hunov
Pris: 298,00 kr.
272 sider
Forlaget Lundtofte