Artinfo #
X
I 2008 kommer København på kortet over storbyer med en tilbagevendende kunstbegivenhed.
Det går godt for billedkunsten i Danmark. Antallet af gallerier, auktionspriserne og folks interesse for specielt samtidskunst er ikke bare stigende, men nærmest eksploderet de senere år. Omtalen af kunst og kunstnere er ikke længere forvist til snævre tidsskrifter eller siderne lige før sporten i aviserne. Den er nu rykket ind i ethvert dame- eller herreblad med de rigtige fornemmelser for tidens trends. "Dem skal du holde øje med" er en klassisk overskrift i de kulørte magasiner.
Man kan mene om billedkunstens opsving hvad man vil. Nogle mener at den store efterspørgsel og lette omsættelighed, gør kunstnerne tilbøjelige til at vælge den hurtige løsning for at konsolidere økonomien. Andre hævder, at kunstnere aldrig ville tænke på den måde, og at nød og elendighed ikke nødvendigvis fører bedre kunst med sig.
Godt eller skidt, så glæder de fleste sig over den øgede interesse for samtidskunsten. Og så gælder det om at smede mens jernet er varmt. Mere velvalgt kunne tidspunktet ikke være for den første kvadriennale for samtidskunst i København.
For i 2008 kommer København på kortet over storbyer med en tilbagevendende kunstbegivenhed. Venedig, Moskva, Istanbul, Berlin, ja selv Kassel har én.
Opgaven til den første kvadriennale har været i udbud, en regulær udlicitering efter bedste EU principper, og valget faldt på U-Turn, bestående af de tre danske kuratorer Solvej Helweg Ovesen, Judith Schwarzbart og Charlotte Bagger Brandt. Et freelance kurator team, der hver især har stor international erfaring med planlægning og organiseringen af store udstillinger og kunstbegivenheder.
Kvadriennalen løber af stablen i
efteråret 2008, men allerede nu og siden starten af 2007,
har U-Turn varmet op med kunst, konferencer, foredrag og happenings.
Flere af de værker, som skal vises i efteråret, bliver
til i København forud for selve udstillingen.
Kunstnerne, der deltager i projektet, er en blanding af danske
og udenlandske kunstnere. Fokus er på det gamle Østeuropa,
hvor kunsten økonomisk har trange kår i forhold til
vest. U-Turn ønsker at vise os den mangfoldighed og det
talent, der findes blandt kunstnerne fra disse områder og
nedbryde det skæl, der fortsat er imellem øst og
vest i manges bevidsthed. De vil også arbejde med den konflikt,
der opstår i forståelsen af kunstværker i andre
sammenhænge, eller andre steder, end dér hvor værket
er blevet til. Ca. 70 kunstnere er inviterede til at deltage og
mon ikke alle kommer?
Kunsthallen Nikolaj og Carlsbergs gamle bygninger i Valby skal være omdrejningspunktet for 2 måneder med fuld drøn på kunsten i København. Byrummet skal også inddrages, så flest muligt vil få glæde af kunsten, mens kvadriennalen står på. Budgettet er på 17 millioner kroner, hvoraf 6 millioner kroner kommer fra kunstrådet. De sidste skal findes hos fonde, sponsorer og andre velvillige donorer, forhåbenligt vil det lykkes.
Det er svært ikke at blive begejstret for planerne og der er ingen tvivl om, at kvadriennalen ikke blot er født for kunstnens skyld, men også for at holde København med i gruppen af storbyer, der kappes i feltet lige bag Berlin, Paris og London, om at trække kulturturisterne til sig.
I København har man besluttet at
den tilbagevendende begivenhed skal forgå hvert 4. år.
Så der er god tid til at planlægge, hvad der skal
foregå på Kvadriennalen. Man kan spørge sig
selv, om fire år ikke er et lige lovligt langt tidsrum imellem
en sådan begivenhed?
Solvej Helweg Ovesen fra U-turn svarer: "Det at lave en kvadriennale
betyder, at udstillingen finder sted hvert 4. år ligesom
documenta gjorde de første mange gange. U-TURN lægger
op til, at det bliver en kvadriennale, fordi det giver tid til
at kuratere, producere og finansiere udstillingen på en
måde, der efter vores (grundlæggernes) mening skaber
kvalitet og sammenhæng i det resultat man som besøgende
ser. Der er også mulighed for at de temaer samtidskunsten
beskæftiger sig med samt de kunstnere, der dukker op når
at forandre sig. En kvadriennale kan integrere sig i det danske
kunstssystem på en anden måde end en biennale kan.
En biennale kan godt virke som en UFO, der lander og letter uden
at de kunstnere, der deltager når at blive del af den lokale
kunstscene. Med kvadriennalen er visionen også at skabe
nye, vedvarende relationer mellem Danmark og udlandet. Der er
i øvrigt også så mange biennaler, at det er
godt at udskille sig samt være grundig og skabe kvalitet
hver gang vi præsenterer en så stor udstilling. Man
kan også spørge sig om Danmark som en mindre kunstscene
-set i internationalt perspektiv- ville have ressourcerne til
at præstere og generere publikum hvert andet eller hvert
år?"
Mere præcist kan det vist ikke siges. Det skal gøres ordenligt! Nu er det spændende, hvordan kvadriennalen vil blive modtaget i pressen og den brede offentlighed. Selvom omtalen ikke har været overvældende, har de større aviser haft artikler om begivenheden og net-tidsskrifterne kopenhagen.dk og aarhus.nu har haft interviews med kvinderne bag U-turn.
Solvej Helweg Ovesen kommenterer: "Der var fin omtale da vi åbnede kontoret i November 2006 og så var der lidt stille indtil vi fik gang i for-programmet også ansat vores PR chef. Efter journalisterne sidste sommer, 2007, rigtig fik øjnene op for projektet, er vi blevet godt dækket. Stadig forventer jeg, at det er som med alle førstegangs-begivenheder, at vi skal ud og vise, hvad vi står for med selve udstillingen og at pressen først rigtig der kan tage udfordringen op. Vi har en indledende PR konference, hvor vi kommer ind på selve udstillingen i forsommeren. Vi mener jo det er en vigtig proces at grundlægge en begivenhed og kunstinstitution og den proces har vi nu i flere omgange åbnet for pressen, men det er nu det virkelig gælder. Lige nu."
U-turn, kvadriennale for samtidskunst finder sted i København fra 5. september 2008 og to måneder frem. Mere information om arrangementet kan findes på www.uturn-copenhagen.dk