Artinfo # 2


Kunstmuseets funktion
Af Lars Svanholm


Der er delte meninger om, hvordan landets kunstmuseer prioriterer deres udstillings- og formidlingsvirksomhed. Kunstmuseet ARoS i Århus åbnede i 2004 og har siden sat alternative standarder for, hvad man kan og ikke kan i en sådan institution.

Én af mine første opgaver som kunstskribent rækker tilbage til 2004, da det nye kunstmuseum i Århus skulle indvies. Første oplevelse var en uniformeret vagt, der bestemt spurgte mig, om jeg var i besiddelse af et pressekort. Min umiddelbare tanke var, at denne kustode besad en lidt for oplagt lighed med en politibetjent. Jeg forklarede ham, at jeg gennem museets pressechef burde være akkrediteret til begivenheden, hvilket også viste sig at være tilfældet. Min næste tanke var at få et sådant pressekort tilvejebragt via min daværende redaktør, som jeg vidste, havde forbindelser til Pressens Hus.

Ude og inde.
Siden har jeg deltaget i et utal af pressemøder på ARoS og har et særdeles godt forhold til de af institutionens medarbejdere, jeg har været i berøring med. I museets opbygningsfase fulgte jeg på afstand byggeriet og iagttog hvorledes den store kube i røde mursten rejste sig på grunden modsat Domhuset på Vester Allé og som nabo til Musikhuset. Det fornemmedes dengang, som lyset blev reduceret, mens den kolossale, monolitiske terning skød i vejret.

Ude og inde er som bekendt to modsatrettede rum ­ og indvendigt har ARoS sine kvaliteter i et arkitektonisk sprog, som er i klar opposition til det udvendige. Netop denne kollisionære rumlige kontrast udgør vel i bund og grund bygningens væsentligste styrke. Uanset hvordan det danske vejr arter sig, er dét at træde ind gennem de automatiske karusseldøre ensbetydende med at betræde kulturens og kunstens Danland. Her er man beskyttet mod Vester Allés støj og fordummelsens evige tone.


ARoS

Rauschenberg og racerbiler
Én af de ting, jeg husker i forbindelse med ARoS, er et udsagn, som faldt ved pressemødet til den store Robert Rauschenberg-udstilling for et par år siden. Alle var enige om, at denne udstilling havde noget helt særligt at byde på og en repræsentant for kritikerstanden ved ét af de store dagblade udbrød på et tidspunkt "Nu skal Louisiana snart til at tage sig sammen, hvis de skal leve op til dét her".

Om museets direktør Jens Erik Sørensen overhørte denne kommentar, ved jeg ikke; men siden har ARoS som bekendt kæmpet med nedadgående publikumstal, og så er det, at gode råd er dyre. I forlængelse heraf opbyggede man på museet den famøse og meget omtalte udstilling 'Racing Cars ­ The Art Dimension', hvor Ingvar Cronhammar scenograferede en udstilling med racerbiler udlånt af et britisk museum. Sørensen havde længe haft en drøm om, at vise potente køretøjer på museet. Kritikken gik i høj grad på, om der var tale om en udstilling med en billedkunstnerisk vinkel; men besøgstallet blev reddet og aldrig så man siden så mange marineblå vindjakker på et kunstmuseum.


Racing cars på ARoS

Splatter og musikvideo
Samtidigt tog Louisiana, museet for moderne kunst i Humlebæk, sig sammen. Folk strømmede til udstilling i det nordsjællandske og samtidigt fornægtede det kunstinteresserede segment af befolkningen næsten provokatorisk den store og dyre udstilling med den amerikanske konceptkunstner og provocateur Paul McCarthy, der præsenterede splatter og Heinz-ketchup i lange baner på ARoS med udstillingen 'Head Shop/Shop Head' i 2006.

Her i 2008 har man på ARoS nok en gang prøvet at gøre op med de forestillinger, man kunne besidde vedrørende et kunstmuseums udstillingsidéer. I en periode viste man en udstilling, som blev kaldt 'Censur'. Store billboard-agtige fotografier viste personer nøgne og med et stykke kød ud af flaben med teksten "censur" påtrykt. Billederne var uskarpe og farverne stod forskudte som en bekræftelse af, at tingene helst skal virke en smule sløsede og henkastede på tidens fotokunstscene. Udstillingen var intet mindre end en katastrofe og jeg vil undlade at nævne navnet på den ansvarlige kunstner bag dette tvivlsomme, billedlitterære indslag.

Samtidigt viste man en meget ambitiøst opsat udstilling, der i fem miljøer viste musikvideoer af nogle af genrens fremmeste instruktører. Jeg bør retfærdighedsvis nævne, at jeg ikke har set alle de udstillede videoer. Faktisk finder jeg i langt de fleste tilfælde musikvideoer både kedsommelige og ligegyldige. Men, bevares! Der var highlights for kendere blandt de mange værker. Og dét var det!

Louisiana
Louisianas direktør Poul Erik Tøjner optrådte for ikke så længe siden sammen med Synne Rifbjerg i en aftendialog på Århus Kunstbygning. Til stede var netop ARoS' pressechef, som i pausen bad Synne Rifbjerg om at spørge Tøjner, hvorfor Louisiana viste så mange tandløse udstillinger uden kant og sensationsværdi. Tøjner svarede, at han ikke ser det som et kunstmuseums opgave at skabe sensationsprægede udstillinger med unge og alt for tidligt hypede kunstnere. Han lægger langt mere vægt på det historiske ­ og dermed kunne man måske antyde, at Tøjner vælger løsningen med livrem og seler ved at præsentere udstillinger med kunstnere, der for længst i en historisk sammenhæng, har bevist deres værd.

På det nordsjællandske museum har Per Kirkeby netop afløst Cézanne og Giacometti. Inden for det sidste år har man blandt andet vist Lucian Freud. Dermed har det storladne maleri trukket læsset på Louisiana; men det har også trukket publikum til Humlebæk i stimer. Man må heller ikke i den forbindelse glemme den store Tal R-udstilling, som ligeledes fandt sted på Louisiana, og dermed præsenterede en yngre dansk kunstner på vej frem.

Nyophængning
ARoS Århus Kunstmuseum har, som Louisiana, fokus på Per Kirkebys runde fødselsdag og udstiller for tiden et udsnit af kunstnerens arkivmateriale. Senere åbner en omfattende udstilling, som viser værker af den danske billedkunstner Erik A. Frandsen. Det er tvivlsomt, om Frandsen kan trække et lige så stort publikum, som hans generationsfælle Michael Kvium gjorde for nogle år siden; men mindre kan vel også gøre det?

Uanset hvad man kunne mene om ARoS' udstillingsprofil, må man vel sige, at der bliver prøvet grænser af i Århus. Også i relation til udstillingsrummenes scenografier. En vellykket nyophængning af museets samling af nutidskunst vidner om et museum i fremdrift.

Fronterne trækkes op.
Samtidigt bliver fronterne i fremtiden trukket endnu kraftigere op på museumsfronten herhjemme. Snart åbner et nyt kunstmuseum ' HEART' i Herning med en ambitiøs Holger Reenberg ved roret. Kunstmuseerne i både Vejle og Horsens har gennemført betydelige udvidelser, Silkeborg Kunstmuseum har ansat en ny direktør, der skal forsøge at synliggøre dette museum i langt højere grad end hidtil og Nordjyllands Kunstmuseum har signaleret, at de nye strømninger også når Aalborg på et tidspunkt.

Alt i alt må man sige, at det ligner et museumslandskab, der trækker i mange retninger; men spørgsmålet, som kan stilles i forlængelse heraf, er om det gør så meget. Der er noget for enhver smag. Også den dårlige! Hvad dét så end er?

 

© www.artinfo.dk