Artinfo #
2
Gad vide hvordan Palle Nielsen har været
i virkelighedens verden? Forhåbentlig har han fået
afløb for sine mørke sider på papiret, for
dystymt, dét er det! Ensomhed, elendighed, flugt. Igen
og igen kredser Palle Nielsen om livets skyggesider. De sider
vi prøver at fortrænge i vores trygge tilværelse,
men som uvægerligt på et eller andet tidspunkt i livet
vil ramme ethvert individ eller familie.
Jytte Rex, der har lavet portræt filmen "Mig skal intet
fattes" fra 2001, har nu samlet en del af Palle Nielsens
værk i "Palle Nielsen - Timebog". Det er en flot
bog med mange gengivelser af tegninger og grafik. Den giver en
fin indgang og gennemgang af Palle Nielsens livsværk, uden
at blive egentlig biografisk.
Palle Nielsen har holdt sig til det medie han mestrede. Grafik
og tegning. Store skulpturer eller malerier har han ikke udført.
Som grafiker er der vel ingen i det 20'ende århundrede med
hans format og ingen, der kan mønstre et værk bare
tilnærmelsesvis på niveau med hans. Derfor er det
berettiget med "Palle Nielsen - Timebog", for der er
brug for en gennemgang af (noget af) kunstnerens arbejde.
Palle Nielsen arbejdede i serier, i perioder var alle de udførte
værker tilhørende én serie. Inspirationen
til disse serier fik han fra drømme, rejser og avis udklip.
Det er lidt svært at udlægge, hvornår han følte
sig færdig med en serie, men jeg formoder, at det var, når
et nyt projekt pressede sig på med en passende intensitet.
Så skiftede historien placering, og baggrunden blev en anden,
men dybest set var indholdet altid det samme. Måske et lille
håb i enkelte værker, men ellers bliver man holdt
nede. Lige nede under den overflade, man må og skal have
hovedet over engang imellem for at ånde!
Teknikken er fantastisk, budskabet er intuitivt opfattet, før
man overhovedet kan sætte ord på. Du er aldrig i tvivl.
Det tryk må være en Palle Nielsen.
Palle Nielsen: Timebog, er en fin bog,
men den kan ikke stå alene. Det er heller ikke meningen,
jeg formoder, den er ment som et supplement til filmen: "Mig
skal intet fattes".
Visuelt giver den en god gennemgang af Palle Nielsens værk,
og det er selvfølgelig sådan det skal opleves! Palle
Nielsen skal ikke læses, han skal ses.
Jytte Rex
PALLE NIELSEN TIMEBOG/HOUR BOOK
(Bogen indeholder en engelsk oversættelse)
368 sider
Kr. 475,00
Gyldendal