Artinfo #
2
Silkeborg Kunstmuseum har i de senere år levet lidt af en skyggetilværelse blandt stadigt mere synlige udstillingsinstitutioner. En ny direktør skal blandt andet skabe mere fokus på museet.
I begyndelsen af 60'erne byggede man i Silkeborgs sydlige bydel, som nabo til kolonihaver, grønt område og et plejehjem, et fjorten etagers højhus. En sådan disposition ville aldrig kunne gennemføres i dag; men højhuset står der endnu.
Utzons underjordiske plan
Langt senere, i 1982, blev det
dengang nyopførte Silkeborg Kunstmuseum indviet umiddelbart
som nabo til dette højtragende byggeri. Planerne havde
fra begyndelsen været et underjordisk museum en idé,
der var fostret af den verdensberømte arkitekt Jørn
Utzon, som tog udgangspunkt i nogle principper, Asger Jorn langt
tid forinden havde udtænkt.
Silkeborg Kunstmuseums omdrejningspunkt er, som det er de fleste bekendt, Asger Jorns samlinger dels et stort antal af hans egne værker og dels ting, han anskaffede sig af sine mange kollegaer rundt i kunstverdenen. Samlingen er unik og derfor var der dengang stor enighed om, at den skulle huses på et museum, der kunne bære en sådan kollektion på behørig vis.
Det blev imidlertid arkitekten Niels Frithiof Truelsen, der blev sat på opgaven at tegne et kunstmuseum, som kunne erstatte den helt utilstrækkelige bygning i Silkeborgs midte. Konceptet blev en stor fløj til den allerede dengang omfattende samling samt en mindre fløj til skiftende udstillinger. Denne blev imidlertid suppleret med en tilbygning midt i 90'erne og denne nye fløj danner i dag ramme om museets aktuelle, skiftende udstillinger.
Afsides tilværelse
I de senere år har det virket
som Silkeborg Kunstmuseum har levet en lidt afsides tilværelse.
Ganske vist har turistbusserne i pendulfart transporteret kunstinteresserede
til museet; men sikkert mest for at disse kunne se Asger Jorns
imponerende samling, som naturligvis udgør museets rygrad.
Med hensyn til skiftende udstillinger har det set lidt mere beskedent
ud og i en verden, hvor man hele tiden efterlyser både
fornyelse og kontinuitet, har museet, set fra distancen, lukket
sig en smule sammen om sig selv.
Jacob Thage
Fra 1. august tiltrådte Jacob
Thage som ny direktør på Silkeborg Kunstmuseum og
han angav kort tid efter sin tiltrædelse følgende
årsag til den manglende synlighed: "Alle er kommet
til én, simpelt hen, fordi der har været så
meget brug for de her værker til udstillinger. Jeg kan se
på lånelisterne, at der konstant har været bud
efter værker og det gør selvfølgelig, at man
ikke har haft kræfter i mange år til det helt store
udadvendte arbejde. Når jeg ser, hvad mine forgængere
har lavet, så kan jeg blive fuldstændigt stakåndet
når jeg ser, hvor travlt, de har. Så med min
ansættelse forhøjer man i virkeligheden antallet
af faglige medarbejdere med 30 % og det sker med et ønske
om, at man forøger den arbejdskraft, der er til stede.
Det er et væsentligt tiltag med henblik på at gøre
stedet mere synligt".
Jacob Thage kom i sommer til Silkeborg efter at han havde ledet kunsthallen Gl. Holtegaard i 13 år. Og om forskellen på at lede en kunsthal og være direktør for et kunstmuseum siger han: "Det er selvfølgelig meget forskellige vilkår, der er for et sted som en kunsthal som Gl. Holtegaard jo er et museum uden egen samling og så at arbejde med en egentlig museumssamling. Der er meget stor forskel på nogle punkter. Selvfølgelig er museumsverdenen begyndt at vende sig i retning af kunsthallerne. For 15 år siden var der ikke nogen, der drømte om, at museerne ville lave så mange af den type udstillinger, som de laver også; men i dag er den synlighed, der ligger i udstillingslivet, og som kunsthallerne har benyttet sig af, ganske langsomt, men sikkert, betydet at mange museer også laver skiftende udstillinger løbende, hvor kunsthallerne et langt stykke hen ad vejen er begyndt at lave mere museumsprægede udstillinger. Men det at have en permanent samling af dén kvalitet, som ligger her i Silkeborg, det giver jo nogle fantastiske muligheder".
Ud af skyggen
Så mens skyggerne fra
skyskraberen hen over efteråret og vinteren bliver længere,
ser det ud til at Silkeborg Kunstmuseum er klar til at træde
ud af halvmørket og inden længe være i stand
til at skabe ny interesse for stedet. I folkemunde har museet
lige siden starten uofficielt heddet "Jorn-Museet",
hvilket ingenlunde kan siges at være unaturligt; men at
der har været en tid efter Jorn og at museet kunne blive
et interessant sted også at opleve tidens tendenser
på kunstscenen vil glæde mange, tror jeg.