Artinfo #
3
Jeg kommer desværre ikke så
tit på Esbjerg kunstmuseum, som jeg gerne ville. Udstillingerne
er altid af høj kvalitet, og så er det en oplevelse
at gennemgå malerierne i de åbne magasiner i kælderen.
Udstillingen "Trialog" med kunstnerne Claus H. Jensen,
Steffen Jørgensen og Freddie A. Lerche er ingen undtagelse.
De er alle velkendte, etablerede kunstnere i dansk billedkunstnerisk
sammenhæng, og husker jeg ikke helt galt, så var Claus
H. Jensen også på Esbjerg kunstmuseum for nogle år
siden i "Match" med John M. Armleder.
De tre kunstnere i "Trialog" er alle konstruktivistiske
og minimalistiske i deres formsprog. En mere stram udstilling
end "Trialog" kan man næsten ikke forstille sig.
Det skulle da lige have været "Match" i 2006.
Claus H. Jensen er konkret i sine malerier. De er opbygget med
2 farver, hvor den ene i enkelte af malerierne brydes af mindre
"penselsvirp", som både irriterer og fascinerer.
Umiddelbart føler man de ødelægger de stramt
opbyggede kompositioner, men de gør også, at malerierne
ikke bliver for konforme og kedelige.
Freddie A. Lerche er monokrom. I "Trialog" er han gul.
Til gengæld udgør lærredet formen, skåret
ud i kvadrater, der kan være forskudt fra hinanden, eller
der kan være små knaster eller fremspring, som lærredet
er trukket over. Man betages af den konsekvens, der er i Freddie
A. Lerches malerier, de er kompromisløse.
Sidst jeg læste om Steffen Jørgensen var for nogle
måneder siden, hvor jeg sad med Hans Edvard Nørregård-Nielsens
tre binds værk om Ny Carlsberg Fondet. Der var en gengivelse
af et maleri af en dug, som er i Trapholt kunstmuseums eje. Nogle
uger efter var et tilsvarende maleri på Lauritz.com auktioner
(i øvrigt også i Kolding, men det havde andre farvenuancer!).
Det var realisme. Siden er det blevet til konstruktivisme, og
det er det fortsat. Steffen Jørgensen tager i hvert fald
udgangspunkt i matematikken og har brugt 5. gradskurver og fraktalhobe
(lavede vi ikke 2. gradsligninger i gymnasiet?) som grundlag for
sine malerier. Det giver en oplevelse af en ordnet tilfældighed,
som løsner en smule op for Claus H. Jensens stramme univers
og Freddie A. Lerches monokrome ditto.
Man kan selvfølgelig spørge
sig selv, hvor udstillingen fører hen, for nybrud er der
ikke tale om. Det er snarere en manifestation af, hvad tre veletablerede
kunstnere kan præstere, i det konstruktive og minimalistiske
hjørne af dansk kunst. Men det er ikke desto mindre et
bekendtskab, der beriger.