Artinfo.dk
Netmagazine om kunst


Det bliver ofte refereret, at det var udstillingen med amerikansk fotorealisme/hyperrealisme på Louisiana i 1972, som var fundamentet for din karriere som nyrealist.

Ja.

Er cirklen sluttet nu, hvor den samme kunst udstilles næsten 30 år efter på Aarhus Kunstmuseum?

Heldigvis er den ikke sluttet. Jeg synes det har været sjovt at se udstillingen med amerikansk fotorealisme på Aarhus Kunstmuseum. Næsten rørende, for mange af dem har jeg ikke set i virkeligheden før. Jeg bliver også stadig inspireret af at se disse "pionerer".
Men jeg synes også, at tiden er gået, vi er kommet videre på en eller anden måde.
Det er meget godt, at man kunne opleve den amerikanske fotorealisme i medierne, kunstbøger, osv. men den europæiske udgave er anderledes end den amerikanske.
Vi er ikke helt så glamourøse i vores gengivelse af tingene. Der ligger lidt mere indhold i den europæiske version.


Bjarke Regn Svendsen: "Hængsel"

Gengivelsen hos europæerne er måske ikke så præcis, som hos amerikanerne?

Nej, der kommer ofte mere sjæl med i det hos europæerne.
Mange af de gode amerikanere var uddannet reklametegnere, det var deres udgangspunkt, så de kunne håndværket.

Føler du, at du mangler noget som kunstner? Er der emner du mangler at tage op, eller udtryk du gerne vil eksperimentere med i fremtiden?

Mit forløb har været sådan, at det har gået omkring nulpunktet med den totale illusion og realisme og så lidt ud i det abstrakte. Frem og tilbage.
Det har været væsentligt for at holde mig i gang.
De abstrakte kunstnere, som f.eks. Mondrian, der kun malede firkanter, har været inspirationskilder, fundamenter for mine egne kompositioner.
De seneste år har jeg bevæget mig mere ud i at male personer og det føler jeg, at der stadigvæk er en masse at hente i.
Jeg arbejder også med portrætter af folk, men de personer jeg bruger i det kunstneriske arbejde er ikke portrætter, men tilsyneladende flygtige beskrivelser af folk i vores omverden.

<< 3 >>

Alle fotografiske gengivelser er vist med
Bjarke Regn Svendsens tilladelse.

© artinfo.dk/Bjarke Regn Svendsen