Artinfo.dk
Netmagazine om kunst


Niels Peter Bruun Nielsen
Artinfo.dk's Thore Hammer Eriksen har talt med Niels Peter Bruun Nielsen om hans kommende projekt, en skulptur til den nye Cocio fabrik i Esbjerg.

Det er en kold forårsdag i marts. Jeg har taget cyklen med barnestol bagpå og begivet mig imod udkanten af Esbjerg, til Uglvigvej, hvor billedhuggeren Niels Peter Bruun Nielsen har sin arbejdsplads. Et stort telt på parkeringspladsen foran Elmkvist Autolak. Udenfor i det kolde vejr står en mand og sliber på et stykke granit. Godt beskyttet bag ørepropper og støvmaske skal jeg tæt på, før han bemærker mig. Så bliver jeg modtaget med et varmt smil.
Umiddelbart synes Niels Peter Bruun Nielsens atelier en smule spartansk. Så snart teltdugen bliver skubbet til side, bliver mit første indtryk gjort til skamme. Indenfor står Niels Peter Bruun Nielsens søn og vandsliber et stykke sort, svensk granit. Han har påskeferie og hjælper derfor til med arbejdet, grundigt vejledt af Niels Peter.


Niels Peter Bruun Nielsens atelier.

Omkring ham står mange mere eller mindre færdige skulpturer, som alle er lavet i Niels Peter Bruun Nielsens genkendelige, men alligevel altid spændende, tiltrækkende og udfordrende stil. Sort og rød granit, nogle flader glatslebne andre rå og skarpe.
I bunden af teltet står en skurvogn og jeg bliver inviteret indenfor. Her er lidt varmere, for der kører en gas ovn. Omkring et lille bord er hylderne fyldt med gips afstøbninger af udførte og kommende skulpturer. Herlige omgivelser til en kunstsnak.


Nye værker i Niels Peter Bruun Nielsens atelier.

Jeg er kommet for at tale med Niels Peter Bruun Nielsen om et af hans kommende projekter. En skulptur ved hovedindgangen til den nylig færdigt byggede Cocio fabrik i Kjersing, et af Esbjergs industrikvarterer.
Modellen er klar, bestillingen fra Cocio på plads og de sidste dage er der blevet afleveret et par store stykker sort granit. Niels Peter Bruun Nielsen er klar til at gå i gang. Den første tid bliver arbejdet dog sideløbende med færdiggørelsen af værker til Bruun Nielsens udstilling på Galleri Moderne i Silkeborg i april.
Det er planen, at arbejdet med skulpturen skal kunne følges fortløbende på artinfo.dk. Det skal koordineres og aftales. Hvad der er gået forud og hvad der skal til at ske gennemdiskuteres.


Model i gips af den kommende skulptur af
Niels Peter Bruun Nielsen ved den nye Cocio fabrik i Esbjerg

   1 >>

Alle fotografiske gengivelser er vist med
Niels Peter Bruun Nielsens tilladelse.

© artinfo.dk/Niels Peter Bruun Nielsen