Artinfo.dk
Netmagazine om kunst


Passage 0103
artinfo.dk's Thore Hammer Eriksen skriver om oplevelser med kunsten i januar 2003.


10/11

Navnet Gauguin leder tankerne hen på Tahiti, strande, nøgne kvinder og dyre malerier. Det er bare ikke Paul Gauguin, men Jean Gauguin, søn af Paul Gauguin og Mette Gad, der udstilles på Vejen Kunstmuseum. Det fine, lille museum, som har til huse i billedhuggeren Niels Hansen Jacobsens gamle atelier, har samlet en fremragende udstilling af Gauguin "juniors" skulpturer i bronze, stentøj og træ.
Ifølge museumsdirektøren, er Jean Gauguin ikke anerkendt som fortjent i Danmark og af samme årsag har store dele af udstillingen normalt til huse i udenlandske, specielt tyske, samlinger. Helt rigtigt er det nu ikke, for Jean Gauguin er synlig mange steder i det offentlige danske rum. Bl.a. "Fodboldgruppe" i Bronze fra 1935 foran Århus Stadion.


Vejen Kunstmuseum.

 

11/12

Esbjerg Kunstmuseum går ikke på kompromis for at øge besøgstallet. I Esbjerg ugeavis udtaler museumsdirektør Inge Merete Kjeldgaard at: "(...) det er uansvarligt at spekulere i besøgstal. Begynder man på det bliver hele meningen med museet udhulet." En flot og rigtig indstilling, som bliver meget godt illustreret af de nuværende separatudstillinger på museet.
Ann Lislegaard og Helle Frøsig er hver i sær spændende, men de kan nok ikke kategoriseres som "Blockbusters". Ann Lislegaard har lavet video og lyd til et rum beklædt med et blodrødt gulvtæppe. Helle Frøsig prøver at ændre folks fastgroede indtryk af dagligdags ting ved at udstille former og genstande uden fast kategoriserings mønster.


Esbjerg Kunstmuseum.

 

13/12

På Brandts Klædefabrik i Odense giver udstillingen med Svend Saabye gode minder om ture til åen med fluestangen over skulderen. Det er naturen der "kalder" hos Svend Saabye, selvom der også er blevet plads til enkelte andre motiver.
På næste etage kører udstillingen "Tre stærke", med de 3 kvindelige kunstnere Ebba Carstensen, Olivia Holm-Møller og Anna Klindt Sørensen.
Begge udstillinger (Saabye og "Tre stærke") er groft sagt "retrospektiv" og "afdød". Det er ikke det bedste besøg jeg har haft på Brandts Klædefabrik.

 

Indhold

© artinfo.dk