Artinfo.dk
Netmagazine om kunst



"Uden Titel", Peter Ravn Callesen

Netop dette møde er samtidig et gennemgående tema i udstillingen Hvide skygger, hvor værkerne også har relation til vandets velkendte tilstandsformer og de forestillinger vi siden barndommen har knyttet til dem. I udstillingen indgår fotos, taget i blindføre, som iflg. Callesen er en vejrtilstand hvor alle sneens skygger og konturer forsvinder og alt bliver hivdt. Deraf også udstillingens titel som samtidig peger på paradokset, det umulige, og på det eventyrlige. I en portrætserie der gengiver Peter Callesens eget ansigtsaftryk i sne, foreviges de flygtige, ubestandige sneaftryk på fotos, og der opstår magiske, nærmest transcendente billeder. Gennem vores perception bliver det negative positivt, og ansigtsaftrykkene forvandles i deres isnende kulde samtidig til dødsmasker, dvs til forgængelighedssymboler, der også selv kun har haft en kortvarig eksistens i virkelighedens snelandskab.
Når man bukker sig ned og i barnehøjde træder ind i et rum i rummet, kommer en særlig skulptur med Magritte'ske undertoner til syne som en drømmeagtig og uvirkelig vision. I en specielt konstrueret frysemontre - der vækker mindelser om såvel fortidens kunstkammer (hvor prinsessens ært iflg H.C. Andersen endte) som om velforarbejdede træskibsdæk - står en jolle af is. Lavet som en afstøbning er den et aftryk af en hverdagsting fra den virkelighed vi er fortrolige med. Men netop gennem paradokset bliver den forvandlet fra jolle til billede - et billede på vores drømme og på det utopiske som et vilkår. I mødet med Callesens værker bliver man som betragter således udfordret til at søge efter nye grænser for hvad er muligt, og i den forbindelse stille spørgsmålstegn ved ens egne forestillinger om utopi og virkelighed.

Inge Merete Kjeldgaard, direktør


"White Eyes",
Peter Ravn Callesen

Peter Ravn Callesen er født i1967. Han er uddannet på Århus Arkitektskole, Det Jyske Kunstakademi og The Goldsmiths College, University of London.
Han har blandt andet udstillet i London, Berlin, Oslo og København.
Peter Ravn Callesens Hjemmeside.

   << 2 Indhold

Alle fotos er gengivet med Peter Ravn Callesens tilladelse.

© artinfo.dk/Peter Ravn Callesen 2001