Artinfo.dk
Netmagazine om kunst


Stud. scient. pol. Bjarke Hammer Eriksen var i 2001/2002 6 måneder i Ukraine, ansat på Den Danske Ambassade i Kiev. Han skriver her om kunst, kultur og nationalopfattelse i Ukraine.


Ukraine - et grænseland.

Hvor kunstens rolle som en komponent i den danske identitetsopfattelse kun sjældent giver anledning til diskussion, stiger intensiteten - og indsatsen - i debatten betydeligt, hvis man bevæger sig cirka 1500 kilometer mod sydøst. Til Ukraine.

En håndfuld guldfisk var, hvad der skulle til for at skabe furore i den danske debat. Hvor langt kan man gå, var det overordnede spørgsmål? Hvad der tilgengæld sjældent diskuteres i Danmark er, hvad kunstens rolle i samfundet i grunden er? Vi er i Danmark efterhånden vant til at kunsten hovedsageligt bruges som udsmykning og underholdning. Anderledes har det været i Østeuropa, hvor kunstens placering har ændret sig dramatisk efter kommunismens sammenbrud. Fra at være et pædagogisk instrument, der skulle skabe en fælles kommunistisk referenceramme, ses kunsten nu i højere grad som en måde at (gen)skabe en national identitet i de "nye stater".


Bronzeskulptur af Lenin.

Ukraine blev udråbt som selvstændigt land den 24 august 1991, og har altså nu godt og vel 11 års uafhængighed i bagagen. Men bliver man automatisk en nation, når man er en stat? De ukrainske erfaringer har hidtil peget i negativ retning. Hvor en stat kan karakteriseres som en enhed, der er selvstyrende inden for en række samfundsmæssige kerneområder, såsom skatteopkrævning, militær osv., må man grave et spadestik dybere for at definere nation som begreb. En nation er mange ting, men overordnet kan man tale om en samhørighedsfølelse, der igen kan udgå af et uendeligt antal delkomponenter. En fælles kulturarv, historie, sprog er blot nogle af de faktorer, der tilsammen skaber en national identitet - den nationale ide om man vil.
Navnet Ukraine betyder på russisk grænseland. Den betegnelse er formentligt også den bedste beskrivelse af landet, der med sine 49 millioner indbyggere, og et areal omtrent som Frankrig hører til de større i det geografiske landskab, men blandt de mindre i det politiske. De historiske betingelser vil i sagens natur indgå i et lands øjeblikkelige nationfølelse. Ukraines historie er en lang fortælling om et område eftertragtet af magtfulde naboer, der til skiftende tider har forsøgt at overføre deres system til ukrainerne. At være slagmark for store ideer har haft en ikke ringe grund til den nuværende mangel på national identitet. Den vestlige del af Ukraine grænser i dag op til Rumænien, Ungarn, Slovakiet, og ikke mindst Polen, der igennem århundreder var magthaver i det vi nu kalder Ukraine. Religionen er langt overvejende katolsk, og sproget er ukrainsk - der fra en lingvistisk vinkel knytter sig til de centraleuropæiske sprog polsk og tjekkisk. Bevæger man sig mod øst overskrider man på sin vej en usynlig linie, der groft kan siges at skille Ukraine midt mellem den vestlige hovedstad, Lviv, og Kiev. Når man kommer øst for skillelinien udskiftes de nævnte - tildels vesteuropæiske kendetegn - med en slavisk identitet, der ser Moskva som det kulturelle epicenter. Sproget bliver i større og større grad russisk, religionen ortodoks kristendom.


Operahuset i Kiev.

   1 >>

© artinfo.dk/Bjarke Hammer Eriksen